USA/middag: Powells rentevarsler sender aktier ned
7/3 18:23
Det var ikke uden grund, at investorerne havde set frem mod tirsdagens tale fra den amerikanske centralbankchef Jerome Powell, for han åbnede døren for større og flere renteforhøjelser, og en afventende handelsstart er derfor blevet afløst af tunge kursfald.
Højere renter er som bekendt skidt nyt for aktiernes prissætning, og det rammer vækstselskaberne særligt hårdt, da de har en større indtjeningstyngde ude i fremtiden.
Derfor er det overraskende ikke teknologisektorerne, som falder mest, om end deres tyngde i markedet alligevel trækker aktierne som helhed nedad. Meta Platforms er en undtagelse med stigninger på grund af forlydender om, at der er endnu flere fyringer på vej.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.15, lokal tid i New York, med 1,1 pct., mens Dow Jones mister 1,2 pct., og Nasdaq bakker 0,8 pct.
- Centralbankformand Powells forberedte tale til Kongressen er mere høgeagtig, end vi havde ventet, og risk-off, lyder en kommentar fra Krishna Guha, chefstrateg hos Evercore ISI, ifølge Bloomberg News.
Finanshuset regner dog fortsat ikke med, at Federal Reserve her i marts vil hæve renten med 50 basispoint, men spår et løft på 25 basispunkter, med mindre fredagens jobrapport for februar er "meget varm".
HURTIGERE HØJERE OG I LÆNGERE TID
Jerome Powell har jo egentlig sagt det før, så sent som i februar, at centralbanken er dataafhængig, og efter den hede jobrapport for januar var meldingen da også, at rentetoppen kunne ende højere end ventet.
Tirsdag oprustede formanden dog på den forventning med sine udtalelser.
- De seneste økonomiske data er kommet stærkere ind end forventet, hvilket tyder på, at det ultimative renteniveau sandsynligvis vil være højere end tidligere forventet, sagde Jerome Powell til Senatets bankkomite tirsdag.
- Hvis helheden af dataene skulle indikere, at hurtigere stramning er berettiget, ville vi være parate til at øge tempoet i renteforhøjelserne.
Handelen med rentefutures har også straks reageret på udtalelserne, så markedet nu indikerer en top i fed funds-renten til september i 5,61 pct. mod 5,48 pct. mandag. Desuden ses renten, der lige nu ligger i intervallet 4,50-4,75 pct., ende 023 i 5,48 pct. mod 5,35 pct. på ugens første dag.
NVIDIA OG META MOD STRØMMEN
I S&P 500 er alle sektorer klædt i rødt. Det er trods renteudviklingen kommunikationsservice, cyklisk forbrug og it, som klarer sig bedst, med fald på 0,4-0,6 pct. I den anden ende har negativt rentefølsomme forsyning det sværes med et fald på 1,9 pct., ligesom finansaktierne mister 1,8 pct.
Apple trækker mest af alt ned i markedet med et fald på 0,9 pct., mens it-kollegaen Microsoft mister 0,6 pct. Chipproducenten Nvidia vinder derimod 1,7 pct. trods en sure stemning tirsdag efter en positiv analyse fra investeringsbanken Credit Suisse.
I cyklisk forbrug smider Tesla derimod 1,4 pct., mens Amazon vinder 1,2 pct.
Meta Platforms, inden for kommunikationsservice, stiger 1,4 pct., da der igen er skriverier, denne gang fra Bloomberg News' side, om, at koncernen har flere fyringer på vej efter sidste års afskedigelser af 11.000 medarbejdere. Det er dog ikke første gang, at de forlydender er ude.
Der er tirsdag også pres på bankaktierne, da USA's største bank, JPMorgan Chase, mister 2,0 pct., mens Wells Fargo taber 3,7 pct. Desuden mister investeringskæmpen Berkshire Hathaway 1,1 pct.
Tirsdag er der sideløbende minusser til sundhedsaktierne, der samlet set falder med 1,3 pct. Her mister Eli Lilly 2,2 pct., mens Johnson & Johnson smider 1,1 pct.
I toppen af hovedindekset befinder Dish Network sig med et plus på 7,3 pct., da kabelselskabets medgrundlægger, James Defranco, har købt aktier i selskabet for næsten 16 mio. dollar.
Lige efter er der også fremgang til de store amerikanske luftfartsselskaber med plus på 2,2 til 4,7 pct. til United Airlines, Delta Air Lines og American Airlines
Uden for indekset er der igen fokus elbilproducenten Rivian, som smider 12,0 pct., da selskabet rejser ny kapital i form af udstedelse af grønne konvertible obligationer for 1,3 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire