Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Gubra vil investere i USA og i egen biotekpipeline

8/3 12:59

Kontraktforsknings- og biotekselskabet Gubras planlagte aktiemission på 500 mio. kr. og børsnotering i København skal polstre selskabet til at gennemføre de planer, der ligger i selskabets strategi.

Specifikt vil der blive investeret i at komme tættere på selskabets kernemarkeder, primært i USA, og derudover skal der bruges midler til at videreudvikle projekter i selskabets egen portefølje af forskningsprogrammer.

Det siger selskabets administrerende direktør Henrik Blou i et interview med MarketWire.

- Vi har i en periode investeret i at udbygge den palette af laboratoriemodeller, vi tilbyder som en service til vores kunder. Vi har så at sige fået en bredere portefølje af varer på hylderne. Det skal vi så ud at høste frugterne af, siger Henrik Blou.

Som et af to forretningsben laver Gubra kontraktforskning for nogle af verdens største biotek- og medicinalvirksomheder, og det ben, skal der udvikles yderligere på i fremtiden.

- Vi skal være endnu mere til stede på de markeder, hvor vi allerede i dag står stærkt. Det er en del af strategien at være tættere på de her kernemarkeder. For eksempel kigger vi på at have nogle små salgskontorer i USA, siger Henrik Blou.

Gubra er i dag en meget dansk baseret virksomhed med alle medarbejdere samlet i hovedkontoret i Hørsholm, mens en meget stor del af omsætningen hentes i udlandet.

- At lave salg af kontraktforskning er en disciplin, som kræver en lille dedikeret styrke, en lille håndfuld mennesker i USA - det kunne godt give mening, fortæller topchefen.

Udover kontraktforskning, som selskabet kalder for serviceforretningen, så er det andet forretningsben egne udviklingsprogrammer.

- Vi har en meget spændende pipeline og har nogle projekter i den, vi gerne vil udvikle videre frem, så vi kan indgå endnu flere partnerskaber, siger Henrik Blou, som også fremhæver Amylin-peptidprojektet til behandling af fedme.

- Amylin-programmet tager vi ind i den tidlige kliniske udvikling selv, for at høste lidt mere af værdiskabelsen selv, inden vi søger partnere til det. Så der er en række områder, hvor vi ser et rigtigt godt potentiale for at vækste, og det er selvfølgelig der, vi sætter ind nu, siger Henrik Blou om, hvad selskabet skal bruge sin styrkede finansielle platform til efter en børsnotering.

.\\˙ MarketWire