USA/åbning: Let grøn åbning efter storudsalg på rentefrygt
8/3 15:49
Det amerikanske aktiemarked er onsdag åbnet let i grønt ovenpå storudsalg tirsdag, der blev sat i gang af kommentarer fra den amerikanske centralbankchef Jerome Powell.
Dermed er der tale om et lille comeback ved åbningen, hvor Nasdaq-indekset løftes mest med 0,2 pct. Det brede S&P 500-indeks stiger samtidig 0,1 pct., og Dow Jones-indekset er startet tæt på uændret.
Tirsdag faldt brede marked, målt på S&P 500-indekset, med 1,5 pct., mens Dow Jones mistede 1,7 pct., og Nasdaq bakkede 1,3 pct.
Det var Jerome Powell, chefen for den amerikanske centralbank, der tirsdag aften i en tale i Senatet sendte chokbølger gennem markedet ved at signalere større og flere renteløft - præcis som markedet havde frygt.
Onsdag aften taler han i Repræsentanternes Hus, hvilket igen vil tiltrække sig investornernes opmærksomhed.
TONEN SKÆRPES
Jerome Powell har så sent som i februar sagt, at centralbanken er dataafhængig, og efter den hede jobrapport for januar var meldingen også, at rentetoppen kunne ende højere end ventet.
Alligevel blev tonen skærpet på to fronter tirsdag, hvor centralbankchefen varslede højere renter og muligheden for hurtigere at skulle derhen.
- De seneste økonomiske data er kommet stærkere ind end forventet, hvilket tyder på, at det ultimative renteniveau sandsynligvis vil være højere end tidligere forventet, sagde Jerome Powell til Senatets bankkomite tirsdag.
Og onsdag lader jobudviklingen igen til at være i vækst. ADP-jobrapporten for det private amerikanske jobmarked viste en stigning på 242.000 job i februar, hvilket var bedre end økonomernes forventning om 200.000 efter en stigning på 119.000 måneden inden.
ADP-rapporten bruges ofte som indikation på den officielle jobrapport, der udsendes fredag.
At centralbanken dermed endnu engang skal i arbejdstøjet grundet stærke nøgletal indikerer samtidig, at en recession er endnu længere væk, lyder det fra Jane Foley, chefstrateg i Rabobank, ifølge Bloomberg News.
Og det kan give plads til flere rentestigninger fra centralbanken.
- Vi ville være dumdristige, hvis vi tror, at vi ikke kan ramme 6 pct. i rente, og det har selvfølgelig en betydning for aktiver verden over, siger hun.
CYBERSIKKERHEDSAKTIE STIGER
Aktien i cybersikkerhedskoncernen Crowdstrike stiger 6,7 pct. ved åbningen, efter at regnskabet for fjerde kvartal var bedre end ventet og samtidig indeholdt en opløftende prognose.
For regnskabsåret 2023/24 venter Crowdstrike en omsætning på 2,96-3,01 mia. dollar, mens den justerede indtjening per aktie ses ende i 2,21-2,29 dollar.
Til sammenligning var der på forhånd blandt analytikerne på Wall Street ventet et salg på 2,96 mia. dollar og en indtjening per aktie på 2,01 dollar, fremgår det af estimater fra Bloomberg News.
Fjerde kvartal, som sluttede med udgangen af januar, var samtidig også bedre end ventet, da omsætningen voksede med 48 pct. til 637 mio. dollar mod ventet 625 mio. dollar.
Også elbilproducenten Tesla får opmærksomhed onsdag, hvor aktien falder 2,4 pct. i ved åbning.
Det sker, efter at Jefferies har skåret anbefalingen af aktien til "hold", da banken ser et mindre potentiale, fremgår det af Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire