USA/lukning: Pustede ud efter tirsdagens nedtur - Tesla punkteret
8/3 22:08
Det amerikanske aktiemarked benyttede handelen onsdag på at konsolidere efter tirsdagens store kursdyk, og selv om renterne ud på eftermiddagen atter kravlede op, hvilket i en periode pressede aktierne moderat i minus, så endte det med et beskedent plus.
Tirsdag faldt aktierne i USA tungt med 1,5 pct., da centralbankchef Jerome Powell i en tale til Senatets bankkomite åbnede døren for at sætte renteforhøjelser op i størrelse, og for at renten kan nå et højere topniveau end tidligere ventet.
Onsdag var Federal Reserves formand igen på besøg i Kongressen, i Repræsentanternes Hus, men denne gang uden helt den samme effekt, selv om han gentog budskabet.
Det var først og fremmest energi, finans og sundhed, som trak ned i markedet, samtidig med at Tesla kørte med fladt dæk, men til gengæld trak Apple og chipaktierne op.
Det S&P 500-indeks, der på et tidspunkt var i minus med 0,4 pct., endte med en stigning på 0,1 pct., mens Dow Jones bakkede 0,2 pct., og Nasdaq steg 0,4 pct.
NO LANDING
Siden årets start er hovedindekset nu gået frem med 4,0 pct., men det var i plus med næsten 9,0 pct. i starten af februar, inden stærke nøgletal fik investorerne til at justere deres renteforventninger opad. Og altså inden, at Jerome Powell tirsdag var ude med sin mere stramme retorik omkring renten.
- Der er denne voksende bekymring omkring et "no landing"-scenario, hvor det i sidste ende viser sig, at Federal Reserve og andre centralbanker ikke har gjort nær nok, siger John Roe, investeringschef hos Legal & General, til The Wall Street Journal.
Med "no-landing" menes, at økonomien ufortrødent fortsætter sin vækst, og at inflationen dermed ikke nedkæmpes, hvilket på sigt vil kræve endnu højere renter.
Nøgletallene for januar har tidligere overrasket på den høje side med en brandvarm jobrapport, en inflation, som ikke aftog det ventede, og en stærk vending i detailsalget.
Onsdagens data pegede igen i retning af, at jobmarkedet i USA fortsat i februar var i god form, da ADP-rapporten vidnede om 242.000 nye jobs skabt i det private erhvervsliv mod ventede 200.000.
TESLA RAMT
I S&P 500-indekset var der blandt vækstsektorerne fremgang til it på 0,8 pct. og til kommunikationsservice på 0,2 pct.
Cyklisk forbrug blev derimod trukket ned med 0,3 pct. på grund af et fald på 3,0 pct. til Tesla, da finanshuset Berenberg sænkede sin anbefaling af elbilaktien til "hold".
I den negative ende faldt finans også med 0,4 pct., sundhed mistede 0,6 pct., og energiaktierne dykkede 1,0 pct., da olieprisen for anden dag i træk faldt.
Blandt de store aktienavne trak Apple op med 0,8 pct., mens Microsoft faldt 0,2 pct. Ligeledes inden for it fortsatte chipaktierne opad med et plus på 3,8 pct. til Nvidia og 4,0 pct. til Advanced Micro Devices, AMD.
I kommunikationsservice gik Alphabet frem med 0,5 pct., mens Meta Platforms vandt 0,3 pct.
Inden for sundhed dykkede Merck med 2,7 pct., ligesom Abbvie mistede 2,2 pct., og USA's største sygekasse, Unitedhealth, smed 0,7 pct. I energisektoren satte Exxon Mobil sig med 1,5 pct., og Chevron mistede 0,6 pct.
JACK DANIEL'S EJER FALDT
På regnskabsfronten skuffede spiritusproducenten Brown-Forman, som blandt andet ejer Jack Daniel's, med en svagere indtjening end ventet på trods af en højere vækst end spået. Det blev straffet med et minus på 4,2 pct.
Uden for hovedindekset vandt cybersikkerhedsaktien Crowdstrike derimod frem med 3,2 pct. Regnskabet for fjerde kvartal var bedre end ventet med en salgsvækst på 48 pct., og samtidig var prognosen for 2023/24 over konsensus på både top og bund.
Maxeon Solar, der, som navnet også indikerer, producerer udstyr til solceller, vandt frem med hele 44,0 pct., da omsætningen i fjerde kvartal steg med 46 pct. og dermed også overgik forventningerne på Wall Street.
Soundhound AI, som udvikler produkter inden for stemme- og lydgenkendelse, faldt omvendt med 22,1 pct., da selskabet i sit fjerde kvartal måtte konstatere, at underskuddet voksede til 31 mio. dollar.
.\\˙ MarketWire