Credit Suisse udskyder årsregnskab efter sent opkald fra børstilsyn
9/3 11:17
Den kriseramte schweiziske storbank Credit Suisse har besluttet at udskyde offentliggørelsen af sit endelige årsregnskab, der ellers var stillet i udsigt torsdag morgen.
Det sker på baggrund af en henvendelse fra det amerikanske børstilsyn, SEC, skriver Credit Suisse i en meddelelse.
Beslutningen er truffet efter et "sent opkald om aftenen den 8. marts", det vil sige onsdag, fra børstilsynet. Opkaldet vedrørte, hvad Credit Suisse beskriver som "teknisk værdiansættelse" af tidligere revisioner, banken har haft af sine pengestrømme relateret til finansårene 2019 og 2020.
- Ledelsen mener, at det er klogt kortvarigt at udskyde offentliggørelsen af regnskabet for at få en fuldkommen forståelse af de kommentarer, den har modtaget, lyder det i meddelelsen.
Credit Suisse fastholder og bekræfter desuden de regnskabstal, som banken lagde frem for 2022 allerede den 9. februar. Tallene påvirkes ikke af henvendelsen, skriver banken.
Det er ifølge Bloomberg News ikke usædvanligt, at det amerikanske børstilsyn rejser spørgsmål over for banker under dets tilsyn, men det sker ikke så ofte, at årsregnskaber udsættes.
Samtidig følger meldingerne et uskønt forløb for Credit Suisse, der lukkede i bundrekord så sent som onsdag og sidste år kom i så stort pengebekneb, at det blev nødvendigt at sælge nye aktier for cirka 4 mia. dollar.
Torsdag formiddag skraber aktien endnu mere af bunden og taber 5,7 pct. til 2,52 schweizerfranc. For et år siden var kursen over dobbelt så høj - eller 6,68 schweizerfranc - og for to år siden lå kursen knap fem gange højere i 12,13 schweizerfranc.
Credit Suisses markedsværdi er nu faldet til bare 10,1 mia. schweizerfranc - eller knap 76 mia. kr. Danske Banks markedsværdi er næsten dobbelt så høj med et niveau på 141,5 mia. kr.
.\\˙ MarketWire