Aktier/middag: Novo og Carlsberg holder C25 i plus - STG stryger op
9/3 11:51
Scandinavian Tobacco Group og transportkoncernen NTG skiller sig markant positivt ud på det danske aktiemarked torsdag oven på de to selskabers årsregnskaber.
Blandt eliteaktierne i C25 er udviklingen dog mere flad, men et plus til sværvægteren Novo Nordisk sørger for, at det danske marked klarer sig relativt godt sammenlignet med resten af Europa.
Ved 11.40-tiden ligger C25-indekset marginale 0,1 pct. højere i 1771,37, mens børserne i London, Paris og Frankfurt ligger til fald på 0,5-0,8 pct.
- Det er Novo, som gør, at vi klarer os relativt bedre herhjemme. Rundt omkring i Europa performer medicinalaktier også lidt stærkere end de fleste andre sektorer, men de vægter bare tungere i Danmark, og derfor ligger vi lidt bedre herhjemme, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank om retningen.
Men ellers er det fortsat udsigten til stigende renter, der præger humøret, efter at inflationen på det seneste har vist sig mere vedholdende end håbet.
- Fokus er stadigvæk på den amerikanske centralbankchef Powells tale for et par dage siden, hvor det blev indikeret, at vi godt kunne forvente, at der kom højere renter. Det har lagt lidt en dæmper på aktiemarkederne, og det er stadigvæk det, der er temaet, siger Mads Zink.
Meldingerne fra Powell har øget sandsynligheden for, at centralbanken i USA, Federal Reserve, på sit kommende rentemøde hæver renten med 50 basispoint, hvor markedet tidligere hældede mod 25 basispoint.
- Der er ikke fordi, der er noget nyt ude, og vi tror heller ikke, at der kommer makroting her inden for den næste kortere periode, der ændrer på det billede. Det bliver nok sådan et lidt fladt marked, hvor vi kommer til at kigge relativt meget på alle makrotal, der indikerer, om renten skal yderligere op herfra, vurderer Mads Zink.
SVÆRVÆGTER TRÆKKER OP
Novo Nordisk gør det som nævnt godt herhjemme med et plus på 0,8 pct. til 1003,20 kr. Aktien nyder godt af, at det amerikanske finanshus JPMorgan har løftet kursmålet for aktien med 100 kr. til 1200 kr. og gentaget den positive anbefaling "overvægt".
I C25 topper Carlsberg imidlertid med et plus på 1,1 pct., mens Ambu ligger i bunden med et minus på 3,0 pct. til 108,35 kr. I det grønne segment falder Vestas og Ørsted henholdsvis 1,1 og 1,4 pct.
Vestas har meddelt, at vindmølleproducentens bestyrelsesformand siden 2012, Bert Nordberg, ikke genopstiller i forbindelse med den forestående generalforsamling. Han afløses af den tidligere Vestas-topchef Anders Runevad, som i dag er næstformand i selskabet.
- Aktien reagerer ikke så meget på det, den følger egentlig bare aktier inden for vedvarende energi lidt ned i dag. Runevad er næstformand allerede, og han kender selskabet ud og ind, så jeg kan i hvert fald ikke tolke noget negativt ud af det på noget.
- Det kan godt være, at aktien ikke skal stige på det, men jeg synes da, at det er et lille plus, at de får en ny stærk formand ind, siger Mads Zink.
TOBAKSAKTIE STIGER TOCIFRET
Uden for C25 topper Scandinavian Tobacco Group med et plus på 12 pct. til 133,40 kr. efter et bedre regnskab for fjerde kvartal end ventet samt en stærk prognose for 2023.
Deutsche Banks analytiker Gerry Gallagher pointerer, at indtjeningen per aktie på 4,4 kr. i fjerde kvartal er betydeligt over selskabets indsamlede analytikerkonsensus på 3,5 kr.
Analytikeren, der har anbefalingen "køb" af tobaksaktien, fremhæver også, at den organiske vækst i EBITDA-indtjeningen på 13,3 pct. er over analytikerprognosen på 5,4 pct.
Der er også kommet pæne regnskabstal fra NTG, som kom ud af 2022 med et driftsoverskud (EBIT) på 758 mio. kr. mod 542 mio. kr. i 2021. For regnskabsåret 2023 venter transportselskabet et justeret driftsresultat (EBIT) på 620-700 mio. kr.
Selskabet annoncerede også et aktietilbagekøbsprogram på 75 mio. kr.
- NTG stiger næsten 7 pct. på et fint resultat. Driftsresultatet var 6 pct. bedre end ventet, og de kom også med en fin prognose for 2023 og igangsætter et aktietilbagekøb. Det skaber noget lettelse og helt fair, at den kører lidt op i dag, siger Mads Zink.
NTG-aktien stiger 6,6 pct. til 354 kr.
Huscompagniet falder derimod 8,9 pct. til 44,75 kr. efter husbyggefirmaets regnskab for 2022. I regnskabet, hvor der varslet et noget lavere resultat i år, oplyser selskabet, at det vil gennemgå sin kapitalstruktur, efter at gearingen overstiger målsætningen.
- Huscompagniet leverer en omsætning, der er lidt bedre end ventet, men omvendt har de en indtjening, der er lidt under det, der var ventet. Jeg tror godt, at man vidste, at det går hårdt for sektoren lige for tiden, og det kan vi også se på tallene, at det gør, siger Mads Zink.
.\\˙ MarketWire