Valuta/middag: Let svækket dollar fortsat tæt på stærkeste niveau
9/3 15:37
Støttet af skærpede pengepolitiske udtalelser fra chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, tirsdag og onsdag i Kongressen i Washington holder en let svækket dollar sig torsdag eftermiddag tæt på sit sit stærkeste niveau i tre måneder.
Over to dage har Powell signaleret, at centralbanken, Federal Reserve, meget vel kan se sig nødsaget til at hæve sin styringsrente hurtigere og til et højere niveau en tidligere antaget for at tøjle inflationen. Og på finansmarkederne regner man nu med, at banken vil løfte renten med 50 point på sit kommende rentemøde, mens der for blot en uge siden var forventning om en halvt så stor stigning.
Økonomisk data vil være styrende for centralbankens rentebeslutninger, fasthold Powell.
Og fra den kant har markedet torsdag fået friske nøgletal for udviklingen i antallet af nytilmeldte ledige som viste, at 211.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge mod en ventet tilgang ifølge Bloomberg News på 195.000 nye ledige. Ugen før meldte 190.000 sig ledige for første gang.
Men mere væsentlig betydning tillægges beskæftigelsesrapporten for februar, som offentliggøres fredag eftermiddag.
Den ventes at vise en jobskabelse på 225.000 nye job uden for landbruget mod hele 517.000 nye job måneden før. Arbejdsløsheden ventes uændret på 3,4 pct., mens timelønningerne ventes at vise en stigning på 0,3 pct.
Torsdag eftermiddag ligger dollarindekset, der vægter dollar over for den fælleseuropæiske euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, i 105,37 eller marginalt lavere end onsdag eftermiddag, men fortsat tæt på det stærkeste niveau i tre måneder i 105,88 ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Euro koster samtidig 1,0571 dollar mod 1,0550 dollar torsdag morgen og 1,0554 dollar onsdag eftermiddag. Og dollar handles torsdag eftermiddag for 136,32 yen mod 136,95 yen torsdag morgen og 136,88 yen per dollar onsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire