Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Bank-rabalder sænkede nervøst aktiemarked

10/3 06:32

De amerikanske aktier blev trods en positiv åbning banket i gulvet torsdag, da investorerne blev skræmt af to nedsmeltninger i banksektoren, samtidig med at de allerede var nervøse før fredagens vigtige jobrapport for februar.

SVB Financial har valgt at polstre balancen ganske kraftigt, og kryptobanken Silvergate Bank skal nu afvikles. Begge aktier blev hårdt straffet, og det skabte en meget negativ stemning omkring finansaktierne og trak det samlede marked med ned.

Og frygten for nedsmeltning fortsætter fredag morgen. Futures for de tre store amerikanske aktieindeks indikerer fald på 0,4-0,5 pct, når markedet i New York åbner senere på dagen.

Det brede S&P 500-indeks faldt torsdag med 1,8 pct., selv om det på et tidspunkt var i plus med 0,6 pct. Dow Jones tabte torsdag også 1,7 pct., mens Nasdaq droppede 2,1 pct.

- Hvis ikke de her to banker havde haft problemer, så var det nok blevet til et mindre fald. Finans har det bare så elendigt torsdag, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

NEDTUR FOR BANKER

Bankerne var presset af to dårlige nyheder. I S&P 500 var torsdagens mest faldende aktie nemlig SVB Financial, som droppede enorme 60,4 pct. til bunden i S&P 500.

Det skyldtes, at banken har besluttet af polstre sig ved at rejse 2,25 mia. dollar i frisk kapital, har solgt ud af investeringer for 21 mia. dollar med et tab på 1,8 mia. dollar, og da den har sænket sine forventninger til renteindtægterne.

- Mens vi ser disse tiltag kombineret med en svagere prognose som klart negative, mener vi ikke, at SVB er i en likviditetskrise, især ikke efter de her væsentlige provenuer, mener analytiker David Chiaverini fra finanshuset Wedbush dog, ifølge Bloomberg News.

Uden for hovedindekset faldt kriseramte Silvergate Capital også 42,2 pct., da selskabet onsdag aften annoncerede afviklingen af datterselskabet, kryptobanken Silvergate Bank.

De to meldinger lagde pres på hele finanssektoren, som i S&P 500 dykkede med 4,1 pct. torsdag med kursfald på 5,4 pct. til JPMorgan Chase, USA's største bank, til Bank of America på 6,2 pct., til investeringsbanken Charles Schwab på 12,8 pct. og til Wells Fargo på 6,2 pct.

VIGTIG JOBRAPPORT FREDAG

Torsdag så investorerne også frem mod fredagens jobrapport for februar. Det var opgørelsen for januar, der i begyndelse af februar signalerede starten på de stigende renter og faldende aktiekurser, fordi den vidnede om et brandvarmt arbejdsmarked, hvilket ikke hjælper den amerikanske centralbanks kamp mod inflationen.

- Alle venter på jobrapporten fredag. Hvorfor sendes markedet ikke mere ned? Det kan være, fordi centralbankformand Jerome Powell allerede har masseret markedet nok, så spørgsmålet er, hvor meget jobtallene kan overraske på den høgeagtige side. Powells retorik ville heller ikke være så hård, hvis ikke økonomien havde det godt. Den har det faktisk meget bedre end ventet, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.

- Volatiliteten er stadig forholdsvist lav, når man tænker på, hvad vi står overfor. Hvis VIX-indekset kører op, så er der sandsynlighed for nye store kursfald, og så kommer momentumhandlerne ind igen på den negative side. Det kan blive til en rigtig gyngetur.

Vix-indekset steg torsdag dog med 17,4 pct. til 22,43, men det er stadig lavt i forhold til et gennemsnit det seneste år på 24,62.

GENERAL ELECTRIC GIK FREM

I S&P 500-indekset endte alle sektorer i rødt. Udover nedturen for finans tabte it-aktierne 1,5 pct., mens kommunikationsservice dykkede 2,2 pct., og cyklisk forbrug mistede 2,4 pct.

Blandt de store navne faldt Apple, der trak mest ned i markedet, med 1,5 pct. Chipproducenten Nvidia mistede også 3,1 pct., mens Microsoft nøjedes med at falde 0,5 pct.

I cyklisk forbrug så elbilproducenten Tesla en nedtur på 5,0 pct., mens Amazon mistede 1,8 pct., og i kommunikationsservice tabte Alphabet 2,1 pct., mens Meta Platforms dykkede 1,8 pct., og Netflix mistede 4,5 pct.

Inden for industri, der smed 1,5 pct., var der omvendt godt nyt, da General Electric, GE, meldte ud, at koncernen ser en bedring i overskudsgraden i den nyligt udskilte forretning inden for Aerospace, som producerer flymotorer.

Aktien steg derfor med 5,3 pct., hvilket sendte den til tops i S&P 500.

.\\˙ MarketWire