Danske Banks chefstrateg: Ser ikke en ny finanskrise udfolde sig
13/3 11:16
Langt mere regulering og mere robusthed i systemet i dag end tidligere vil forhindre en ny finanskrise.
Det vurderer chefstrateg hos Danske Bank, Frank Øland, som råder til en balanceret tilgang investeringsmæssigt og advarer mod de mest risikable dele af obligationsmarkedet.
- Investorerne vil i den kommende tid være mere nervøse og holde øje med, hvem der har "ligget forkert", mens renterne med raketfart gik fra nul til 5 pct. på under halvandet år, skriver han i en kommentar, efter at krakket i Silicon Valley Bank har skabt turbulens på finansmarkederne.
Efterfølgende har investorerne solgt massivt ud på aktiebørserne, mens en kanalisering af midler over i obligationer har sendt renterne markant ned.
- Skiftet i risikoopfattelsen kan formentlig sætte en stopper for "bear market"-rallyet i denne omgang. Kommer der flere overraskelser, så kan det være en katalysator for yderligere kursfald.
- De amerikanske myndigheders tiltag hen over weekenden ser dog ud til at have hjulpet. Det er også positivt for aktiemarkedet, hvis den amerikanske centralbank kommer til at forhøje renterne mindre end tidligere ventet, skriver Frank Øland.
Danske Brank råder i øjeblikket investorerne til en balanceret tilgang, hvor man ikke har flere aktier, end man regner med at have på lang sigt og gerne med en god balance mellem defensive og cykliske sektorer.
- Inden for bankaktier foretrækker vi nordiske/europæiske banker (og nogle af de større amerikanske banker). Inden for obligationer foretrækker vi lokale obligationer og "investment grade" virksomhedsobligationer, mens vi anbefaler en forsigtig tilgang til de mest risikable dele af obligationsmarkedet, skriver Frank Øland.
.\\˙ MarketWire