USA/lukning: Store udsving mandag endte med mindre minus
13/3 21:06
De amerikanske aktier oplevede store kursudsving mandag i kølvandet af en meget nervøs weekend, hvor de amerikanske myndigheder måtte træde til for at sikre tilliden til landets banker efter kollapset af SVB Financial og senest også Signature Bank.
Usikkerheden sendte aktierne op og ned som en yoyo, mens renterne dykkede meget kraftigt, fordi investorerne søgte sikkerhed i de mere trygge statspapirer, og samtidig reducerede markedet markant sine forventninger til den amerikanske centralbanks rentetop, ligesom investorerne igen satser på flere rentesænkninger senere i år.
Det var vækstaktierne, som trak op, løftet af de lavere renter og renteforventninger, mens der igen var storudsalg i finanssektoren med hårdt pres på en række mindre banker.
Det brede S&P 500-indeks tabte på den baggrund 0,2 pct., men det var også i minus med 1,4 pct. og i plus med 1,1 pct.
Dow Jones smed sideløbende 0,3 pct., mens Nasdaq derimod gik frem med 0,5 pct.
LUKKEDE BANKDØRE
De amerikanske myndigheder lukkede i weekenden også dørene på Signature Bank, efter at et stormløb fredag fik SVB Financial til at bukke under.
Desuden lancerede myndighederne en ny lånefacilitet, der giver bankerne mulighed for at sikre sig likviditet i centralbanken med sikkerhed i deres obligationsporteføljer uden at skulle sælge ud af den med tab i kølvandet af de kraftige rentestigninger, som det var tilfældet for SVB.
Det store spørgsmål for investorerne er dog, om der er flere banker på vej mod et krak? Og hvem er så den næste?
- Problemet er, at ingen ønsker at være den sidste i rummet til at slukke lyset. Med andre ord, så snart der er problemer i en bank, bliver frygten reel. Straks begynder alle at sige, "vent lige lidt, skal jeg også hæve mine indskud i bank ABCD?", kommenterer Mayra Rodriguez Valladares, over for Bloomberg News.
Derfor var der stort salgspres på banksektoren med et minus på 11,7 pct. til KBW Bank-indekset, da First Republic dykkede 61,8 pct., og da Western Alliance mistede 47,1 pct. Begge aktiers handel var flere gange mandag suspenderet på grund af den store volatilitet.
Desuden dykkede banken Keycorp og Comercia 27,7 og 27,3 pct.
- Når Federal Reserve hæver renterne så hurtigt, vil der ni ud af ti gange gå ting i stykker. Vi kan komme til at se flere virksomhedskollapser, og vi kan komme til at se flere kollapser blandt regionale banker, siger Edward Smith, investeringschef hos Rathbones, til The Wall Street Journal.
Centralbanken har det seneste år hævet sin rente otte gange fra omkring nul til nu 4,50-4,75 pct.
VÆKSTAKTIER LØFTET
I S&P 500 dykkede finansaktierne samlet set noget mindre med 3,8 pct., da de allerstørste banker klarede sig noget bedre end de mindre.
USA's største af slagsen, JPMorgan Chase, nøjedes således med et fald på 1,8 pct., mens Bank of America mistede 5,8 pct. Wells Fargo og Citigroup dykkede imidlertid noget mere med henholdsvis 7,1 og 7,5 pct., mens investeringsbanken Charles Schwab igen blev hårdt presset med et minus på 11,6 pct.
Omvendt var der plusser til sektorer som forsyning og fast ejendom, der gavnes af rentefald, på 1,5 og 1,6 pct., ligesom defensive sundhed løftedes 0,9 pct.
Vækstsektorerne, it, kommunikationsservice og cyklisk forbrug, vandt desuden frem med 0,2-0,6 pct., da udsigten til lavere renter end ellers især gavner virksomheder med en større del af indtjeningen liggende ude i fremtiden.
Her var det Microsoft, der trak mest op i markedet med et plus på 2,1 pct., mens Apple også vandt 1,3 pct. I cyklisk forbrug løftedes Amazon også 1,9 pct., mens Alphabet og Meta Platforms i kommunikationsservice gik op med 0,7 og 0,8 pct.
Inden for sundhed steg medicoselskabet Illumina desuden 17,0 pct. og toppede dermed i S&P 500, da den kendte milliardærinvestor Carl Icahn har indledt en kamp for at sikre sig pladser i bestyrelsen. Icahn ønsker, at Illumina dropper opkøbet af Grail for 7 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire