Asien: Storudsalg med finansaktier som møllesten om halsen
14/3 06:32
De asiatiske aktiemarkeder falder tirsdag med finansaktierne i front efter et kraftigt udsalg i de amerikanske regionale bankaktier natten over.
Finansmarkederne er fortsat nervøse efter sammenbruddet i Silicon Valley Bank i sidste uge og kollapset i New York baserede Signature Bank i weekenden, der har fået investorerne til at flygte fra sektoren, forud for de vigtige amerikanske inflationsdata senere på dagen.
- Run på bankerne er startet og interbankmarkederne er blevet stressede. Frygten er begyndt at blive selvforstærkende, og højere usikkerhed i sig selv har udløst sin egen dynamik, der reducerer gearing og risiko, siger chefstrateg Damien Boey fra investeringsbanken Barrenjoey i Sydney, ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,3 pct. efter mandagens stigning på 2,1 pct.
De amerikanske futures indikerer en åbning med stigninger på 0,4-0,5 pct. i de tre store amerikanske aktieindeks, når handlen i New York åbner tirsdag eftermiddag.
Investorerne i Japan følger udsalget i finansektoren i USA. Underindekset for finans i Nikkei-indekset dropper 4,8 pct., mens hele indekset trækker 2,1 pct. ned.
Topix-indekset falder samtidig 2,6 pct.
I de kinesiske markeder dominerer kursfaldene med et drop i Hongkong-aktierne i HSBC og Standard Chartered på mere end 5 pct., der er ned til at trække Hang Seng-indeks ned med 1,8 pct.
På fastlandet falder Shanghai Composite 0,9 pct., og CSI 300 dykker 0,8 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -2,1 |
Topix | -2,6 |
Hongkongs Hang Seng | -1,8 |
China Shanghai Composite | -0,9 |
China CSI 300 | -0,8 |
Taiwan Taiex | -0,8 |
Sydkoreas Kospi | -2,1 |
Indiens BSE Sensex | +0,1 |
Singapores STI | +0,1 |
Sydney ASX 200 | -1,5 |
.\\˙ MarketWire