Der er ekstra stor opmærksomhed om dagens inflationstal efter bankuro
14/3 07:27
Uroen i den finansielle sektor i USA efter nedsmeltningen i Silicon Valley Bank skaber tvivl om, hvorvidt den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ufortrødent kan fortsætte kampen mod inflationen, eller om den i langt højere grad skal skele til den finansielle stabilitet og banksektoren.
Det vurderer investeringsdirektør Henrik Franck fra Formuepleje forud for tirsdagens amerikanske inflationstal for februar, der kan blive udslagsgivende for, hvad Federal Reserve beslutter på næste uges rentemøde.
- Hvis inflationen falder, kan Federal Reserve med ro i sindet mindske rentestigningerne og skabe et lille pusterum for de finansielle markeder. Men hvis inflationen stiger mere end forventet, skal der måske strammes mere op på pengepolitikken – og det kan lægge fornyet pres på banksektoren, skriver Henrik Franck i en kommentar.
Inflationstallene fra USA offentliggøres kl. 13.30 dansk tid og ventes ifølge Bloomberg News at vise en prisstigningstakt på 0,4 pct. på månedsbasis i februar og en stigning på 6,0 pct. på årsbasis.
Måneden før blev inflationen opgjort til 6,4 pct.
Kerneinflationen, hvor fødevarer og energi er trukket ud af tallene, ventes opgjort til 5,5 pct. mod 5,6 pct. måneden før.
Siden sammenbruddet i Silicon Valley Bank i fredags har markedet reduceret sine forventninger til den renteforhøjelse, som Federal Reserve ventes at komme med efter mødet i banken den 21-22. marts.
Futures-markedet indikerer tirsdag morgen, at renten vil blive hævet med 17 basispoint, eller 25 basispoint i hele træskolænger. Fredag var der indregnet en renteforhøjelse på 33 basispoint i futures, mens tallet var 43 basispoint i onsdags.
Toprenten under denne stramningscyklus ses nu også kun på 4,8 pct., der ventes nået allerede i maj, mens markedet for en uge siden så terminalrenten, som toppunktet for renten også kaldes, runde 5,69 pct. i september - før en pause i stramningerne og senere rentesænkninger.
.\\˙ MarketWire