Aktier/tendens: Banker spiller fortsat førsteviolin før inflationstal
14/3 08:27
Nervøsiteten ventes fortsat at være i højsædet efter de seneste dages bankkrakdrevne storudsalg, der især har presset de globale bankaktier.
Herhjemme har krakket i amerikanske Silicon Valley Bank medført et fald på 2,3 pct. fredag til C25-indekset, og mandag fortsatte nedturen med et minus på 1,6 pct. til 1719,44.
Markedsdeltagerne vil kigge efter nye banker, der kan komme i problemer, efter at flere amerikanske bankaktier mandag faldt med mere end 40 pct.
Bekymringerne for nye bankproblemer tog til lidt efter klokken 7, hvor det kom frem, at Credit Suisse har nu fundet en række svagheder i sin rapportering.
Det sendte umiddelbart aktiefutures og renter lavere, men udviklingen har rettet sig lidt igen, så futuren for det tyske DAX-indeks, der normalt er en god indikator for det danske aktiemarked, stiger med 0,2 pct.
Bankkrakket i USA har medført meget stor usikkerhed om udfaldet af næste uges rentemøde i Washington.
Tirsdag eftermiddag klokken 13.30 lander et af de sidste store nøgletal i form af forbrugerprisopgørelsen for februar, der kan afgøre om det bliver til en renteforhøjelse på rentemødet.
- Hvis inflationen falder, kan Federal Reserve med ro i sindet mindske rentestigningerne og skabe et lille pusterum for de finansielle markeder. Men hvis inflationen stiger mere end forventet, skal der måske strammes mere op på pengepolitikken – og det kan lægge fornyet pres på banksektoren, skriver Henrik Franck, investeringsdirektør fra Formuepleje, i en kommentar.
Den danske banksektor vil sammen med den øvrige banksektor være i fokus efter den seneste tids bratte kursfald i sektoren, der dog har set en fænomenal udvikling over de seneste 12 måneder.
Finansmarkederne er fortsat nervøse efter sammenbruddet i Silicon Valley Bank i sidste uge og kollapset i New York baserede Signature Bank i weekenden.
De amerikanske banker faldt igen mandag, men udviklingen blev målt på KBW Nasdaq-bankindekset ikke forværret i forhold til niveauet mandag klokken 17.
Mandag dykkede Danske Bank med 6,9 pct. til 144,80 kr. og Jyske Bank tabte 5,9 pct. til 510,60 kr.
Sidstnævnte har sent mandag fået løftet sit kursmål til 579,26 kr. fra førhen 498,21 kr. af finanshuset Autonomous Research, der gentager den negative anbefaling "underperform".
Sydbank, der mandag dykkede med 7,7 pct. til 321,20 kr., har også fået hævet sit kursmål af finanshuset, der sætter det op til 428 kr. fra 397,67 kr. med en gentagelse af den positive anbefaling "outperform".
ØRSTED FÅR NY SALGSANBEFALING
Ørsted har fået indledt sin dækning af finanshuset DNB Markets, der giver energiaktien anbefalingen "sælg" og et kursmål på 470 kr.
Ørsted-aktien var med et plus på 0,9 pct. til 587,40 kr. hjulpet af det store dyk til renterne samt de lidt mere defensive kvaliteter.
Pandora får løftet kursmålet hos BNP Paribas Exane til 830 kr. fra 770 kr.
Anbefalingen er uændret "outperform" for smykkeaktien, der mandag faldt 2,9 pct. til 625,20 kr.
Lige uden for C25 har rigkoncernen Noble Corporation, der sidste år blev fusioneret med Maersk Drilling, fået sat kursmålet op med 30 pct. til 65 dollar, eller 450,60 kr., fra førhen 50 dollar af finanshuset Sparebank 1 Markets.
Noble-aktien var med et fald på 4,4 pct. til 271,50 kr. hårdt presset mandag af de usikre aktiemarkeder samt et større fald til olieprisen.
Carlsberg-aktien kan tirsdag blive udsat for teknisk pres, da aktien handles uden udbytterettighed på 27 kr.
Bryggeriaktien tabte mandag 0,9 pct. til 1004 kr.
.\\˙ MarketWire