Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Regionalbanker i stort comeback - indeksene stiger

14/3 14:53

Regionalbankerne brager i vejret, men genvinder alligevel kun noget af det tabte under tirsdagens comeback på Wall Street, hvor det virker som om, at der er faldet mere ro på gemytterne efter uroen oven på bankkollapsene i Silicon Valley Bank, SVB, og Signature Bank.

De amerikanske myndigheder har dæmpet uroen og er trådt til med en ny lånefacilitet, der giver bankerne mulighed for at sikre sig likviditet i centralbanken med sikkerhed i deres obligationsporteføljer uden at skulle sælge ud af obligationerne med tab i kølvandet af de kraftige rentestigninger, som det var tilfældet med SVB.

Desuden har alle indskydere i SVB fået garanteret, at de kan få deres penge ud.

S&P 500 er åbnet 1,3 pct. højere, Dow Jones stiger 0,8 pct., og Nasdaq går i vejret med 1,4 pct.

Mandag var markedet præget af store udsving, inden markedet lukkede tæt på uændret.

Eftermiddagens amerikanske forbrugerprisindeks indeholdt ikke større overraskelser og har ikke ændret på, at markedet nu vurderer, at den amerikanske centralbank vil træde varsomt på sit rentemøde i næste uge.

Markedet spår nu på baggrund af tumulten på børserne i de seneste dage, at rentemødet vil munde ud i en forhøjelse på enten 25 basispoint eller en fastholdelse af renten. For bare en uge siden hældte markedet til en forhøjelse på 50 basispoint.

LOKALBANKER SAMLES OP

Aktierne i en række amerikanske regionalbanker brager dog op i tirsdagens handel, men oven på de seneste dages enorme kurstab, der har været drevet af bekymringer for en større bankkrise efter Silicon Valley Bank og Signature Bank kollapsede.

Tirsdag stiger First Republic Bank 52 pct. til 47,58 dollar. Aktien er dog stadig mere end halveret i værdi siden onsdags, hvor den lukkede i 115 dollar.

Den Arizona-baserede bankkoncern Western Alliance Bancorporation stiger ligeledes 52 pct. til 39,84 dollar, men kostede over 71 dollar i onsdags.

BLACKSTONE I MILLIARDOPKØB

Kursuroen har i øvrigt ikke formået at forpurre en milliardhandel i teknologisektoren. Det er Blackstone, der efter tidligere at være blevet afvist nu ser ud til at lykkes med at overtage det amerikanske softwareselskab Cvent.

I en fælles meddelelse tirsdag annoncerer parterne opkøbet for 8,5 dollar per aktie svarende til 4,6 mia. dollar eller 32 mia. kr.

Prisen repræsenterer en præmie på 52 pct. i forhold til et vægtet kursgennemsnit i 90 dage frem til den 30. januar, hvor medierne fik færden af en potentiel transaktionen - og aktien herefter steg. Aktien i Cvent stiger lidt over 12 pct. til 8,31 dollar.

NEDJUSTERINGER FRA LUFTFARTSSEKTOREN

Blandt flyselskaberne er der kommet nedjusteringer fra United Airlines og Alaska Air.

United Airlines regner nu med et justeret underskud i første kvartal på 0,6-1,0 dollar per aktie mod førhen et overskud på 0,50-1,0 dollar. Til sammenligning ventede analytikerne et overskud på 0,69 dollar.

I Alaska Air ventes nu en justeret indtjeningsmargin før skat på minus 6 til minus 3 pct. mod tidligere ventet minus 4 til minus 1 pct.

Det skyldes primært højere brændstofudgifter, der i kvartalet nu ventes at udgøre 3,35-3,45 dollar per gallon mod tidligere ventet 3,15-3,35 dollar per gallon.

United Airlines falder 6 pct., mens Alaska Air stiger 0,8 pct. trods advarslen.

.\\˙ MarketWire