USA/middag: Lettelse sender aktier op - banker løftes, Meta i vejret
14/3 18:21
De amerikanske aktier stiger tirsdag solidt. Fremgangen er udtryk for lettelse efter den megen uro i kølvandet af sidste uges to bankkollapser, og bankerne deltager derfor også i stigningerne.
Billedet er omvendt i obligationsmarkedet trods en inflationsmåling for februar, der var helt som ventet, men som samtidig bekræfter udsigten til en renteforhøjelse på 25 basispoint næste uge. Efter den store flugt til sikkerhed de foregående tre handelsdage lægger investorerne imidlertid igen rentepapirerne fra sig, hvorfor renterne stiger kraftigt.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 13.15, lokal tid i New York, frem med 1,1 pct., mens Dow Jones stiger 0,5 pct., og Nasdaq løftes mest med 1,7 pct.
- Udviklingen i de regionale banker var helt sikkert bekymrende, men på dette tidspunkt ser det ud til at være begrænset til en håndfuld enkeltnavne, siger Michael Sheldon, investeringschef hos RDM Financial, til The Wall Street Journal med henvisning til krakkene fredag i Silicon Valley bank og Signature Bank.
MINDRE RENTELØFT
Forbrugerprisernes vækst aftog i februar til 6,0 pct. på årsbasis fra 6,4 pct. i januar, og kerneinflationen afdæmpedes også til 5,5 pct. om året fra 5,6 pct. måneden før.
Begge dele var helt som ventet, og tallene bekræfter markedet i, at Federal Reserve onsdag i næste uge vil hæve sin rente med 0,25 pct.point.
Efter sidste uges banknedtur, da myndighederne skoddede for Silicon Valley Bank og Signature Bank, er det nemlig de færreste, som nu tror på, at centralbanken vil stramme med mere end det og dermed risikere at presse eventuelt udsatte banker yderligere.
- Taget bankernes problemer i betragtning, er denne inflationsrapport ikke dårlig nok til, at 50 basispoint kommer op på bordet igen, men hvis Federal Reserve vil fastholde sin troværdighed i forhold til inflationen, så siger denne måling, at banken skal hæve renten igen næste uge og ikke signalere, at den derefter er færdig, kommenterer Tom Essaye, tidligere handler hos Merrill Lynch, i "The Sevens Report", ifølge Bloomberg News.
Handelen med rentefutures peger tirsdag på en sandsynlighed på knap 70 pct. for et renteløft på 25 basispoint den 22. marts.
META LØFTES
I S&P 500-indekset er alle sektorer klædt i grønt. Bedst går det for kommunikationsservice, der vinder frem med 2,0 pct.
Det er især løftet af et plus på 6,6 pct. til Meta Platforms, der for anden gang på omkring seks måneder har annonceret en stor fyringsrunde. Denne gang skal 10.000 medarbejdere forlade koncernen, mens 11.000 fik vist døren i efteråret. Ejeren af Facebook og Instagram har samtidig sænket sine forventninger til omkostningerne i 2023 med 3 mia. dollar.
Alphabet trækkes med op med 2,1 pct.
Ellers er der fremgang til finans med et plus på 1,1 pct. Her løftes Charles Schwab efter de seneste dages hårde kurspres med 7,0 pct., mens store banknavne som Wells Fargo og Citigroup løftes 2,9-5,4 pct.
Desuden er der stort comeback til de lidt mindre navne, som nærmest kollapsede de foregående dage, med fremgang på 36,5 pct. til First Republic og 10,8 pct. til Keycorp.
De to store vækstsektorer, it og cyklisk forbrug, går desuden frem med 1,6 og 1,1 pct., ligesom der er løft til enegi og industri på 1,3 og 0,8 pct.
Microsoft trækker det tungest læst i fremgangen i hovedindekset, da selskabet vinder 1,9 pct., mens Apple stiger 0,9 pct. Desuden løftes chipkæmpen Nvidia med 4,4 pct., mens konkurrenten Advanced Micro Devices, AMD, stiger 6,3 pct.
I cyklisk forbrug er der samtidig fremgang til Tesla opg Amazon på henholdsvis 4,3 og 1,4 pct.
I den anden ende af indekset trækker United Airlines mest ned af alle i S&P 500. Luftfartskæmpens aktie dykker 4,8 pct., da selskabet mandag aften nedjusterede sine forventninger til det igangværende første kvartal til et overraskende underskud. Årsagen er, at United på grund af lønforhandlinger fremrykker en række omkostninger fra andet kvartal. Luftfartsselskabet holdt da også fast i sin prognose om overskud i hele 2023.
.\\˙ MarketWire