Columbus øgede organisk vækst i 2022 - og vil forbedre rentabilitet
15/3 10:44
It-selskabet Columbus endte med en for selskabet acceptabel driftsindtjening og en organisk vækst, der snart er vokset ind i målsætningen for 2023.
- Vi er tilfredse udviklingen i 2022 og den organiske vækst i omsætningen. Vores styrkede position hos de større kunder og den samtidige styrkelse af organisationen er meget tydelige resultater af vores fokuserede vækststrategi - men vi anerkender også, at rentabiliteten skal forbedres i 2023, udtaler formand for bestyrelsen, Ib Kunøe, i regnskabet.
I 2022 havde Columbus en organisk vækst på 9 pct., hvilket er et stort skridt i retningen mod målsætningen på 10 pct. organisk vækst i 2023.
Columbus formåede i det afsluttende regnskabsår at lande en bruttofortjeneste på cirka 1,5 mia. kr. og en driftsindtjening, EBITDA, på 91,8 mio. kr. Selskabet meddelte i starten af februar sine foreløbige forventninger til netop de to områder, der med regnskabet for 2022 er indfriet.
Selskabet fremhæver sin nettoomsætning på omkring 1,4 mia. kr. for 2022, som er et løft på 8,6 pct. sammenlignet med året før.
- Den positive udvikling dækker over nye kunder, forbedret krydssalg til eksisterende kunder og implementering af prisstigninger med fuld effekt i 2023, skriver selskabet.
Det endte med et plus på bundlinjen på 29,9 mio. kr, der dog ikke overgår nettoresultatet for 2021 på 43,54 mio. kr.
- Vores dedikerede industrifokus har virkelig vist sig værdifuldt i 2022, hvor kunder fra vores kerneindustrier bidrog med 74 pct. af omsætningen. I 2023 vil vi også være selektive i vores nysalgs-aktiviteter for at positionere Columbus stærkest muligt som betroet rådgiver hos større kunder på udkig efter integritet, dokumenteret track record og højt niveau af branchespecifik ekspertise, udtaler den administrerende direktør, Søren Krogh Knudsen, i regnskabet.
Columbus venter i regnskabsåret 2023 en omsætning på 1500-1550 mio. kr. og et driftsresultat, EBITDA, i niveauet 115-135 mio. kr.
Tabel over Columbus ITs årsregnskab for 2022:
Mio. kr. | FY 2022 | Foreløbigt FY 2022 | FY 2021 |
Nettoomsætning | 1389,43 | - | 1279,18 |
Bruttofortjeneste | 1523,43 | 1523,4 | 1414,40 |
EBITDA | 91,83 | 91,8 | 89,31 |
EBIT | 35,14 | - | 40,44 |
Resultat før skat, fortsættende | 32,1 | - | 37,03 |
Nettoresultat, fortsættende | 29,9 | - | 43,54 |
Ordinært udbytte pr. aktie (kr.) | 00 | - | 0,125 |
Columbus forventninger til 2023:
Mio. kr. | Ved FY 2022 |
Omsætning | 1500-1550 |
EBITDA | 115-135 |
.\\˙ MarketWire