Aktier/middag: Banker sendes ned på schweizisk uro - defensive i top
15/3 11:53
Fortsat uro omkring den schweiziske storbank Credit Suisse sender bankaktierne til bunds, mens defensive aktier som Novo Nordisk, Novozymes og Genmab sendes op. Samtidig har GN været på en rutsjetur i onsdagens aktiemarked efter at have aflyst sin 7 mia. kr. store kapitalforhøjelse sent tirsdag.
Det danske eliteindeks, C25, ligger onsdag middag ved 11.30-tiden med et fald på 0,9 pct. til 1734,99. De store europæiske aktier falder dog med op til mere end det dobbelte.
- Nyheder fra den schweiziske storbank Credit Suisse sender rystelser ind i markedet onsdag middag og trækker banksektoren ned, vurderer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk over for MarketWire.
Storbanken får ikke mere hjælp fra sin saudiske storaktionær, og det sender aktien ned med 11 pct. onsdag middag til ny bundrekord og ottende handelsdag i streg med fald.
Danske Bank falder 4 pct. til 142,80 kr., mens Nordea dykker nogenlunde tilsvarende til 79,42 kr. Jyske Bank nøjes et fald på 3,4 pct. til 497,50 kr.
En opjustering fra Sydbank, der tidligere på dagen sendte humøret for bankaktionærerne i vejret, har således ikke nogen effekt nu og heller ikke på Sydbanks egen aktiekurs. Sydbank-aktien stiger 0,2 pct. til 332,60 kr. efter at have været oppe i 348 kr. tidligere på dagen.
Sydbank opjusterer forventningerne til årets resultat, efter at de to første måneder af året har været kendetegnet ved stigende renter, tilfredsstillende handelsindtjening, en forsat stram omkostningsstyring samt et positivt beholdningsresultat.
For 2023 venter Sydbank nu at nå et resultat efter skat i intervallet 2,3-2,6 mia. kr. mod tidligere ventet i intervallet 1,9-2,2 mia. kr.
- Usikkerheden øger behovet for den relative sikkerhed som defensive aktier tilbyder, og derfor ser vi en aktie som Novo Nordisk tæt på toppen i C25, påpeger Martin Munk.
Novo Nordisk stiger 0,6 pct. til 994,30 kr., Novozymes, Genmab og Coloplast, der også har defensive kvaliteter, følger trop med stigninger på 0,3-0,5 pct.
GN DROPPER KAPITALREJSNING
Bestyrelsen hos GN meddelte tirsdag eftermiddag, at selskabet har valgt at trække forslaget om en kapitaludvidelse på op til 7 mia. kr. tilbage - mindre end et døgn før forslaget stod til afstemning på generalforsamlingen.
Ifølge Klaus Søgaard, der er dirigent ved onsdagens generalforsamling i GN's hovedsæde i Ballerup, var der 113 mio. stemmer for forslaget, mens 70 mio. stemmer var i mod.
- Efter deadline for forhåndsstemmer kunne bestyrelsen se, at der ikke kunne nås to tredjedeles flertal, og derfor valgte bestyrelsen i går eftermiddag at trække det pågældende forslag, siger Klaus Søgaard.
Aktien i GN ligger onsdag middag uændret i 144,50 kr. Den var dog helt oppe i 160,40 kr. og nede i 142,50 kr. i formiddagens handel.
Kollegaen Demant falder 4 pct. til 222,20 kr. og indtager dermed rollen som bundprop i C25.
- Demant har performet stærkt op til onsdag. Jeg tror det har været i forventning om at selskabet der er storaktionær i GN, ikke kunne blive køber af hele eller del af GN, hvis kapitalrejsningen kom igennem. Det gør den så ikke også så er der åbnet for den spekulation igen, siger Martin Munk.
AFVIST SALGSRYGTE AF CARLSBERGS FORRETNINGER I RUSLAND
Carlsberg afviser at have indgået en aftale om salg af samtlige af sine Baltika-bryggerier i Rusland med tyrkiske Anadolu Efes, som ligeledes ikke vil vedkendes rygterne fra det russiske medie Vedomosti.
Ifølge Vedomosti skulle parterne ellers være ved at definere betingelserne for handlen med henblik på at underskrive en endelig aftale i første halvår.
Men det danske bryggeri har afvist rygterne over for Reuters, og Anadolu Efes har indberettet til den tyrkiske fondsbørs, at historien "ikke afspejler sandheden", skriver Bloomberg News.
Carlsberg-aktien falder 0,3 pct. til 983,40 kr.
ØRSTED I BUND OG SYDBANK MED OPJUSTERING
Ørsted blander sig også i toppen efter sammen med sin amerikanske partner Eversource at have budt ind på et projekt til 884 megawatt, MW, i den anden udbudsrunde i delstaten Rhode Island. Det skriver Recharge News.
Udbuddet blev lukket mandag, og ved tidsfristens udløb havde Eversource og Ørsted altså meldt sig med projektet Revolution Wind 2.
Ørsted stiger 0,3 pct. til 601.50 kr.
Skako fastholder i sit årsregnskab for 2022 de tidligere udmeldte forventningerne til 2023 om et driftsresultat (EBIT) før særlige poster i niveauet 33-38 mio. kr. og giver forventninger til 2024.
Det belønnes med en stigning på 4,5 pct. til 78,80 kr.
It-selskabet Columbus endte med en for selskabet acceptabel driftsindtjening og en organisk vækst, der snart er vokset ind i målsætningen for 2023.
Columbus-aktien falder 1 pct. til 6,29 kr.
Flügger har også leveret regnskab og aktien handles uændret i 395 kr.
.\\˙ MarketWire