Onsdagens aktier: Banker bombet sønder og sammen af Credit Suisse
15/3 17:17
Fortsat, fornyet og forstærket uro omkring den schweiziske storbank Credit Suisse sendte bankaktierne til bunds både i Europa, USA og i Danmark. Defensive aktier, som Novo, Chr. Hansen, Novozymes og Coloplast klarede dagens udfordringer bedst med små plusser eller uhyre beskedne fald.
GN, der holdt generalforsamling onsdag, var ude i en stor rutsjetur efter at have afblæst sin kapitalforhøjelse på 7 mia. kr.
Det danske eliteindeks, C25, endte onsdag med et fald på 2,0 pct. til 1716,18. De store europæiske aktier faldt ved dansk lukketid med omkring 3 pct.
- Uroen i banksektoren er klart hovedhistorien på finansmarkederne onsdag, og selvom banker generelt er meget bedre rustet end under finanskrisen, så rammes de alligevel af den stigende usikkerhed, forklarer afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen til MarketWire.
Storbanken får ikke mere hjælp fra sin saudiske storaktionær, og det sendte ved dansk lukketid aktien ned med 22 pct. til ny bundrekord og ottende handelsdag i streg med fald.
Danske Bank faldt 5,7 pct. til 140,15 kr., mens Nordea dykkede 6,5 pct. til 77,39 kr. Jyske Bank faldt 6,2 pct. til 483,30 kr.
En opjustering fra Sydbank sendte tidligere på dagen sendte humøret for bankaktionærer generelt og for Sydbank i særdeleshed i vejret. Den endte uden effekt på både markedet og Sydbanks egen aktiekurs.
Sydbank-aktien endte med et fald på 4,1 pct. til 318,20 kr. efter at have været oppe i 348 kr. tidligere på dagen.
For 2023 venter Sydbank nu at nå et resultat efter skat i intervallet 2,3-2,6 mia. kr. mod tidligere ventet i intervallet 1,9-2,2 mia. kr.
- Defensive aktier nyder naturligt nok godt af usikkerheden, påpeger Ole Kjær Jensen.
Novo Nordisk steg 0,4 pct. til 993 kr., mens Novozymes, Genmab og Coloplast, der også har defensive kvaliteter, steg mellem 0,1 og 0,9 pct.
GN DROPPEDE KAPITALREJSNING
Bestyrelsen hos GN meddelte tirsdag eftermiddag, at selskabet trak forslaget om en kapitaludvidelse på op til 7 mia. kr. tilbage - mindre end et døgn før forslaget stod til afstemning på onsdagens generalforsamling.
Ifølge Klaus Søgaard, der var dirigent ved onsdagens generalforsamling, var der 113 mio. stemmer for forslaget, mens 70 mio. stemmer var i mod.
- Efter deadline for forhåndsstemmer kunne bestyrelsen se, at der ikke kunne nås to tredjedeles flertal, og derfor valgte bestyrelsen i går eftermiddag at trække det pågældende forslag, siger Klaus Søgaard.
Aktien i GN endte 1,8 pct. højere i 146,35 kr. helt i top af det røde C25. Den var dog helt oppe i 160,40 kr. og nede i 142,50 kr. i formiddagens handel.
Kollegaen Demant faldt 5,5 pct. til 218,60 kr. og indtog dermed rollen som bundprop i C25.
- Det skyldes dels en stærk udvikling op til GN's generalforsamling samt måske fornyede spekulationer i et muligt bud på hele eller dele af GN, som Demant er storaktionær i, siger Sydbank-direktøren.
AFVIST SALGSRYGTE AF CARLSBERGS FORRETNINGER I RUSLAND
Carlsberg faldt 0,5 pct. til 981,40 kr. efter at have afvist at have indgået en aftale om salg af samtlige af sine Baltika-bryggerier i Rusland med tyrkiske Anadolu Efes, som ligeledes ikke vil vedkendes rygterne fra det russiske medie Vedomosti.
MINDRE REGNSKABER
Skako fastholdt i sit årsregnskab for 2022 de tidligere udmeldte forventningerne til 2023 om et driftsresultat (EBIT) før særlige poster i niveauet 33-38 mio. kr. og giver forventninger til 2024.
Det blev belønnet med en stigning på 1,6 pct. til 76,60 kr.
It-selskabet Columbus endte med en for selskabet acceptabel driftsindtjening og en organisk vækst, der snart er vokset ind i målsætningen for 2023.
Columbus-aktien faldt 1,3 pct. til 6,27 kr.
Flügger leverede også tal og aktien sluttede 0,3 pct. lavere i 394 kr.
.\\˙ MarketWire
