USA: Investorer ser 50/50 sandsynlighed for rentepause
16/3 06:35
Investorerne anser det nu for et møntkast, plat eller krone, om den amerikanske centralbank på næste onsdag hæver renten, og samtidig indregner markedet nu fire rentenedsættelser senere i år.
Det er en markant vending på mindre end en uge, og det skyldes den enorme usikkerhed, som er opstået i kølvandet af kollapset af Silicon Valley Bank og Signature Bank i sidste uge, og den fornyede usikkerhed omkring schweiziske Credit Suisse i denne.
Handelen med rentefutures indikerer, at sandsynlighed er lige delt mellem en renteforhøjelse på 0,25 pct.point i næste uge og en fastholdelse af renten.
- Jeg tror, med Credit Suisse på bordet, at centralbanken vil pause, siger Bob Michele, investeringschef hos JPMorgan asset Management, til Bloomberg News.
Han anser samtidig en recession som "uundgåelig", og derfor venter han, at hele rentekurven i USA til august vil ligge under 3,00 pct. Onsdag ligger den toårige rente omkring 4,00 pct., den tiårige nær 3,50 pct. og den 30-årige i 3,70 pct.
- Hvis ECB hæver renten i denne uge, eller Federal Reserve hæver renten i næste uge, har det potentialet til at blive den største fejltagelse, siden ECB hævede renten i juni 2008.
Det var lige før, finanskrisen brød ud, og dengang måtte centralbanken i Frankfurt kort efter vende rundt og sænke renten.
Der er imidlertid lidt større sandsynlighed indregnet i markedet for en forhøjelse i maj, hvilket vil sige, at markedet indregner omkring 100 pct. sandsynlighed for et renteløft på 25 basispunkter på et af de to møder.
Derefter indregnes der dog rentenedsættelser i juni, i juli, i september og igen i november.
Markedet venter således, at centralbankrenten vil toppe i maj i 4,85 pct. sammenlignet med det nuværende interval på 4,50-4,75 pct., men at Federal Reserves toneangivende rente derefter vil blive sat ned til omkring 3,88 pct. inden nytår.
Det skal sammenlignes med en forventning for bare en uge siden om, at renten ville toppe til september i 5,69 pct., og at fed funds-renten ville slutte 2023 i 5,56 pct.
.\\˙ MarketWire