Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Jyske Bank: Usikkerhed om ECB's rentebeslutning er steget betydeligt

16/3 11:36

Der er stor spænding om udfaldet af dagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB), som skal tage stilling til, hvad der vejer tungest - inflationsbekæmpelse eller frygten for smittespredning fra de amerikanske bankkrak og problemerne i den schweiziske storbank Credit Suisse.

Det skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank i en kommentar.

- Vores prognose indebærer en renteforhøjelse på 50 basispoint til 3 pct., men vi erkender blankt, at usikkerheden omkring dette kald er steget meget betydeligt, da bankuroen nu også er kommet til Europa.

- Derfor vil vi heller ikke blive specielt overrasket, hvis ECB afviger fra de ellers meget velkommunikerede 50 basispoint og nøjes med 25 basispoint eller helt holder pause for at afvente udviklingen i den finansielle sektor, skriver Kim Fæster.

Handlen med rentekontrakter indikerer en forventning blandt investorerne om en renteforhøjelse på dagens møde på 39 basispoint - og de hælder altså mod en forventning om en stramning på 50 snarere end på 25 basispoint.

Onsdag var det tilsvarende tal blot på 28 basispoint, men det seneste nye om Credit Suisse, som har fået lånefaciliteter hos centralbanken i Schweiz, har formentlig gjort en forskel og fjernet lidt af frygten for forværrede problemer i banksektoren.

Dilemmaet for ECB er, at det underliggende prispres i euroområdet endnu ikke begyndt at aftage, og kerneinflationen steg til rekordhøje 5,6 pct. i februar.

- Det presser ECB til at fortsætte med at stramme pengepolitikken for ad den vej at dæmpe aktiviteten og dermed prispresset. Men dilemmaet er selvfølgelig, at det helst skal ske uden en bankkrise eller ved at sende økonomien helt til tælling.

- Men selv hvis vi får ret i, at ECB holder fast i den velkommunikerede strategi om at forhøje renten med 50 basispoint i dag, tror vi, at de fremadrettede signaler vil være meget mere afventende, vurderer Kim Fæster.

Han venter, at ECB vil skære det ud i pap, at de er dataafhængige og tager stilling til pengepolitikken fra møde til møde, hvor også den finansielle stabilitet vil spille en afgørende rolle.

ECB annoncerer rentebeslutningen kl. 14.15, og bankens chef, Christine Lagarde, holder en halv time senere pressemøde.

.\\˙ MarketWire