Valuta: Aftagende tryk på finanssektoren sender dollar retur
17/3 06:32
Der er faldet ro over finansmarkederne fredag, og risikostemningen blev klart forbedret, efter at såvel myndigheder som forretningsbanker har taget noget af trykket på det globale finansielle system, der tidligere på ugen lå under for markant uro i kølvandet af bankkollaps og truende dominoeffekt i det globale finanssystem.
Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen ved 5-tiden i 104,12 mod 104,38 torsdag eftermiddag.
Wall Street sværvægtere med JP Morgan Chase, Bank of America, Citigroup og Wells Fargo samt Morgan Stanley og Goldman Sachs i spidsen indskød torsdag 30 mia. dollar i den problemramte First Republic Bank, som var fanget i den voksende krise udløst af sammenbruddet af Silicon Valley Bank og Signature Bank i løbet af den seneste uge.
Og i Schweiz kom der mere ro omkring Credit Suisse, efter at den schweiziske nationalbank stillede 50 mia. franc til rådighed for banken.
Det har givet en forsigtig ro i markedet som gav plads til stigning i de risikofølsomme aktiver og dermed mindre behov for sikre placeringer i dollar.
- Den seneste uges markedsbevægelser er efter vores mening ikke rodfæstet i en bankkrise, men er snarere et bevis på finansielle revner som følge af de hurtigste renteforhøjelser siden begyndelsen af 1980'erne, siger analytikere fra BlackRock Investment Institute. ifølge Reuters.
Den opblussede finansielle uro fik heller ikke Den Europæiske Centralbank, ECB, til at ryste på hånden i den igangværende renteforhøjelsescyklus. Banken hævede torsdag renten med 0,50 pct.point som tidligere indikeret og annoncerede samtidig, at flere forhøjelser i samme størrelsesorden er i støbeskeen.
ECB forsøgte sideløbende at forsikre investorerne om, at de europæiske banker er modstandsdygtige, og at de alt andet lige forbedrer indtjeningen, da højere renter styrke deres marginer.
- Eurozonens banksektor forbliver i en rimelig god form. Hvis presset på markedet og volatiliteten aftager i de kommende uger og måneder, burde den vedvarende inflation efter vores mening være nok til at fremkalde yderligere ECB-stramninger, siger økonom Nick Bennenbroek fra Wells Fargo til Reuters.
Spørgsmålet er nu, og den amerikanske centralbank også følger op med endnu en renteforhøjelse på Federal Reserves pengepolitiske møde i næste uge.
Nogle investorer håber, at forbundsbanken vil bremse de hidtil aggressive renteforhøjelser i et forsøg på at lette stresset på den finansielle sektor.
- Uroen i banksektoren komplicerer udsigterne for Federal Reserves pengepolitik, men virkningen kan være mere nuanceret, end at Federal Reserve blot ændrer kursen, siger strateg Philip Marey fra Rabobank ifølge Reuters.
Euro koster fredag morgen 1,0640 dollar mod 1,0615 dollar torsdag eftermiddag.
Pund sterling koster fredag morgen 1,2145 dollar mod 1,2105 dollar torsdag eftermiddag, og dollar koster 133,20 yen mod 133,05 yen torsdag eftermiddag ved 17-tiden.
.\\˙ MarketWire