Obligationer/tendens: Lille renteplus i sigte med fokus på bankkrise
17/3 07:28
Renterne svinger i øjeblikket i takt med forventningerne til sundhedstilstanden i det globale finanssystem efter tre kollaps af mindre amerikanske banker i sidste uge og bekymringer om flere i denne uge.
Fredag er der faldet lidt mere ro på bagsmækken og renteniveauet ventes herhjemme at være en smule højere fra start.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg torsdag med 12 basispoint til 3,58 pct. Fredag morgen ligger renten i 3,55 pct., hvilket er 6 basispoint over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede torsdag.
Udviklingen på finansmarkederne var torsdag primært påvirket af likviditetsbekymringer om den schweiziske investeringsbank Credit Suisse og den amerikanske regionalbank First Republic Bank.
Credit Suisse fik lovning på at kunne låne op til 50 mia. schweizerfranc af den schweiziske centralbank, mens First Republic i USA fik en aftale i hus med den amerikanske regering om at sætte 30 mia. kr. ind i den nødlidende bank.
Yderligere har den San Francisco-baserede bank også fået tilsagn fra en række amerikanske storbanker om yderligere 34 mia. dollar i likvide midler.
Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige statsobligation med en fremgang på 9 basispoint i 2,44 pct. efter også have været påvirket af rentemeldingerne fra ECB og topchef, Christine Lagarde.
Fredag vil opmærksomheden ifølge Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup blandt andet være på offentliggørelsen fra ECB om de europæiske bankers frivillige tilbagebetaling af TLTRO-lån.
Tilbagebetalingerne dræner eurolikviditet, der også presses af ECB's salg af obligationer, og de to instrumenter er ifølge seniorøkonomen oplagte at fintune, hvis der kommer større systemisk pres på bankerne.
Ellers byder fredagen på nøgletal i form af den endelige forbrugerprisopgørelse for eurozonen for februar samt forbrugertillidsindikatoren for University of Michigan og industriproduktionen fra USA.
Markedsdeltagerne må formodes fortsat at sidde yderst på stolen i frygt for meldingen om den næste bank, der er i likviditetsproblemer.
.\\˙ MarketWire