Valuta: Rolig men skrøbelig stemning inden amerikansk rentemøde
21/3 06:32
Nerverne er faldet til ro på valutamarkedet, og dønningerne fra UBS' tvangsægteskab med Credit Suisse har så småt lagt sig, mens investorerne langsomt vender tilbage til risikable aktiver og lægger frygten for en udbredt, systemisk bankkrise på hylden.
Markedsstemningen er dog fortsat skrøbelig, da investorerne kæmper for at bestemme omfanget af konsekvenserne af den mavepuster, der har ramt hele banksektoren, startende med Silicon Valley Banks kollaps, og siden ikke mindst Credit Suisses fald fra alpetoppen, der har rystet risikovilligheden og indledningsvist gav en vis støtte til dollar.
- Markederne forbliver nervøse, men hastigheden hvormed de politiske beslutningstagere reagerer på de risici, der udvikler sig i banksektoren, er opmuntrende, siger chefstrateg Alvin Tan fra RBC Capital Markets i Singapore ifølge Reuters.
Dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 103,34 mod 103,38 mandag eftermiddag.
Og mens der skæves til De amerikanske storbankers forhandlinger om at finde en holdbar løsning på amerikanske First Republic Banks vaklende fundament, afventes morgendagens afslutning på det to dage lange pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Usikkerheden om centralbankens næste træk har været stigende i kølvandet af finanssektorproblemerne, men lidt af gassen er gået af ballonen, efter at centralbanken i en demonstration af vilje til at dæmme op for bredere afsmitning søndag meddelte, at Federal Reserve tilbyder daglige valutaswaps for at sikre bankernes dollar-likviditet i koordination med centralbanker i Canada, Storbritannien, Japan, Schweiz og eurozonen.
- Der har været en ret beskeden efterspørgsel efter amerikanske dollar via Federal Reserves swap-linjer, så det er et positivt tegn i sig selv, siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.
Futuresmarkedet indikerer en 26 pct. sandsynlighed for, at forbundsbankens pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC) vil holde renten i ro på mødet i dag og i morgen, mens resten kalkulerer med en forhøjelse på 0,25 pct.
Ud over selve beslutningen om renten, imødeses kommentarer fra centralbankchef, Jerome Powell, der ventes at kommentere de seneste dages udvikling.
- I betragtning af al markedsuroen og bekymringerne omkring det globale finansielle system, tror jeg, at det vil være vigtigt for centralbankchef Powell at give markedsdeltagere sikkerhed for, at det amerikanske finansielle system i det mindste er yderste modstandsdygtigt og robust, siger Carol Kong.
Euro koster tirsdag morgen 1,0715 dollar mod 1,0720 dollar mandag eftermiddag, og pund koster tirsdag morgen 1,2260 dollar mod 1,2255 dollar mandag.
Dollar ligger i 131,25 yen mod 131,55 yen mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire