Yellen lover nye indgreb om nødvendigt for at beskytte små banker
21/3 12:35
De amerikanske myndigheder står parat til at gribe ind igen, hvis mindre banker kommer i problemer på grund af kundeflugt.
Det vil den amerikanske finansminister Janet Yellen understrege tirsdag under et arrangement i bankernes brancheorganisation, American Bankers Association, viser den trykte tale, der er offentliggjort inden seancen ifølge Bloomberg News.
Meldingen fra Yellen er, at myndighederne agter at gribe ind, hvis banker rammes af kundeflugt og må se bankindskud forsvinde i stor stil, hvilket netop var tilfældet for Silicon Valley Bank og Signature Bank, der begge krakkede i forrige uge.
Natten til tirsdag skrev Bloomberg News, at myndighederne også er i færd med at se på, om indskudsgarantien, der dækker de første 250.000 dollar, midlertidigt kan udvides til at dække alle bankindskud.
Det er et skridt, som en koalition af mellemstore amerikanske banker har foreslået for at afværge en potentiel finanskrise.
.\\˙ MarketWire