Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ambu har ingen planer om at frasælge kerneforretningen, siger topchef

21/3 15:58

Ambu har på nuværende tidspunkt ingen planer om at frasælge sin kerneforretning med henblik på udelukkende at fokusere på vækstbenet Endoscopy Solutions.

Det fortæller medicoselskabets administrerende direktør, Britt Meelby Jensen, i en spørgerunde ved Ambus kapitalmarkedsdag.

Ved sin kapitalmarkedsdag tirsdag har Ambu delt overvejelser og planer over for investorerne, analytikerne og medierne for, hvordan gælden i medicoselskabet skal nedbringes.

Det bliver imidlertid ikke gennem et frasalg af Ambus kerneforretning, der tæller forretningsområderne Anaesthesia og Patient Monitoring & Diagnostics (PMD).

Spørgsmålet om et mulig frasalg af kerneforretningen kommer fra Benjamin Silverstone, der er analytiker i ABG Sundal Collier.

- Hvad tænker I om et potentielt frasalg af PMD og Anaesthesia? Det, antager jeg, ville nedbringe den finansielle gearing og gøre jer i stand til at fokusere 100 pct. på de mere spændende dele af forretningen, spørger han ved kapitalmarkedsdagen.

Ambu meddelte op til dagens begivenhed, at man venter at nå nedbringe gældsfaktoren til under 2,5 sammenlignet med driftsresultat før af- og nedskrivninger på længere sigt. Ved udgangen af regnskabsåret 2021/22 var gældsfaktoren på 3,9.

Selv om idéen om et frasalg har været nævnt i forbindelse med udarbejdelsen af Ambus nye strategi, er der ingen planer om at frasælge den del af forretningen, lyder svaret.

- I vores strategiproces diskuterede vi meget omkring PMD og Anaesthesia. De udgør knap halvdelen af vores forretning i dag, og vi nåede til den konklusion, at det er et område, der ikke har været i fokus de seneste år, og vi ser afgjort muligheder for at forbedre lønsomheden, så vi kan generere likvide midler, forklarer Britt Meelby Jensen og fortsætter:

- Vi lagde idéen helt til side og sagde, "lad os ikke begynde at bruge tid på at fokusere på underområder lige nu, for det vil tage fokus væk fra at vokse de spændende områder, hvor vi ser vækstmuligheder, tilføjer hun.

Kerneforretningen udgjorde i regnskabsåret 48 pct. af Ambus samlede omsætning på 4,444 mia. kr.

Modsat selskabets division for engangsendoskoper, Endoscopy Solutions, der er selskabets vækstdriver, spås kerneforretningen en mere beskeden vækst.

PMD og Anaesthesia ventes over de kommende fem år at vokse i gennemsnit med 2-4 pct. årligt mod Endoscopy Solutions spåede vækst på 10 pct. om året.

.\\˙ MarketWire