Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ambu/Danske: Mulig kapitaludvidelse kan holde aktien tilbage

22/3 09:21

Ambus nye langsigtede mål og de bagvedliggende forklaringer af Zoom In-strategien fra medicoselskabet er endnu et skridt på vejen til at genskabe investortilliden omkring selskabet.

Men flagningen af en mulig kapitaludvidelse på op til 5 pct. af B-aktiekapitalen er lidt malurt i det bæger, som kan holde aktiekursen tilbage på kort sigt, lyder vurderingen fra Danske Bank, der efter tirsdagens kapitalmarkedsdag sænker sit kursmål for Ambu til 110 kr. fra 116 kr. og gentager den neutrale anbefaling "hold".

En kapitaludvidelse bør ikke være nødvendig for at få nedbragt gearingen i Ambu til selskabets egen målsætning inden for en overskuelig fremtid, vurderer Danske Bank, der ser pæne frie pengestrømme fra driften i selskabet over de kommende år.

- På trods af en fastholdelse af forventningerne til 2022/23, hvilket indikerer positive frie pengestrømme på 60-160 mio. kr. for andet til fjerde kvartal 2022/23 og nu også en forventning om positive frie pengestrømme i 2023/24, siger Ambu, at det overvejer en udstedelse på 5 pct. nye B-aktier for at accelerere nedbringelsen af gearingen, skriver analytiker Christian Sørup Ryom i et analysenotat.

- Baseret på den nuværende kurs estimerer vi, at det indikerede bruttoprovenu på 1,1 mia. kr. vil sænke den nettorentebærende gæld fra 3,9 gange EBITDA ved første kvartal 2022/23 til 1,1 gange EBITDA ved fjerde kvartal 2022/23 - et godt stykke under Ambus mål om en gearing på under 2,5 gange EBITDA. Selv uden nye aktier ser vi Ambu nedbringe gearingen til under 2,5 gange EBITDA inden for de kommende 18 måneder, fortsætter han.

Overordnet set stemmer de nye finansielle mål fra Ambu meget godt overens med Danske Banks estimater - og målet om en EBIT-margin før særlige poster på omkring 20 pct. ved regnskabsåret 2027/28 er endda højere end Danske Banks forhåndsestimat.

Ambu-aktien endte tirsdag efter præsentationen af målene og kapitalmarkedsdagen 1,2 pct. lavere, og onsdag fortsætter aktien ned med 3,2 pct. til 97,96 kr.

.\\˙ MarketWire