Valuta: Dollar i fem ugers lavpunkt op til rentemelding
22/3 15:17
Dollar kredser onsdag eftermiddag omkring et fem ugers lavpunkt mod en række andre valutaer forud for resultatet i aften af rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Onsdag ved 15-tiden er dollar-indekset, der måler den amerikanske valuta over for seks store valutaer, blevet svækket en smule til 103,18 fra 103,23 tirsdag ved 17-tiden, og euro er styrket marginalt til 1,0777 dollar fra 1,0768 dollar tirsdag.
Der har været stor spænding om udfaldet af rentemødet i USA efter de seneste ugers uro i banksektoren efter krakket i Silicon Valley Bank i forrige uge, men markedet synes at være sporet ind på, at Federal Reserve hæver renten med 25 basispoint til 4,75-5,0 pct.
Ikke alle er dog enige i forventningen om, at centralbank-chef Jerome Powell & Co. kommer til at stramme renteskruen yderligere.
- Vi tror her i Saxo Bank ikke, at Fed-chef Jerome Powell kommer til at sætte renten op. Han er simpelthen i et for stort dilemma, og frygten for at skade det finansielle system ved yderligere rentestigninger, kan få ham til at holde igen, vurderer Oskar Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg i Saxo Bank.
Der har onsdag også været sving i det britiske pund, som i løbet af formiddagen styrkedes efter en overraskende stigning i inflationen i Storbritannien i februar.
Sidst på formiddagen var pund oppe at runde i dagens toppunkt på 1,2297 dollar mod 1,2228 dollar før inflationstallet, men ud på eftermiddagen onsdag er kursen vendt tilbage til udgangspunktet før offentliggørelsen.
.\\˙ MarketWire