USA: Investorer tror ikke på Fed - ser tre rentesænkninger
24/3 06:34
Efter onsdagens rentebeslutning fra Federal Reserves side har investorerne i den grad øget deres forventninger til, at centralbanken senere i år vil sænke sin rente.
Og investorernes bud på rentebanen står atter engang i modsætning til det, som centralbanken selv regner med.
Handlen med rentefutures peger således torsdag på, at den toneangivende fed funds-rente vil toppe i maj i 4,91 pct., men så blive sat ned med 0,87 pct.point, eller tre gængse rentesænkninger på hver 25 basispoint frem mod nytår til 4,04 pct.
Det er en markant udvikling i forhold til markedets forventning ved lukketid tirsdag, hvor obligationshandlen indikerede, at terminalrenten ville blive nået i 4,95 pct. og nytårsrenten i 4,37 pct.
Udviklingen kommer på bagkant af onsdagens renteforhøjelse på 0,25 pct.point til 4,75-5,00 pct., hvilket vil sige, at markedet faktisk allerede nu ikke regner med flere renteløft i denne stramningscyklus, da midtpunktet af det interval ligger i 4,875 pct., hvilket er lige under markedets bud på terminalrenten.
Markedets justeringer kommer også i kølvandet af, at centralbanken i USA noget overraskende fastholdt sin renteprognose, da det såkaldte dotplot-diagram med de individuelle bankchefers rentebud ligesom i december indikerede en rentetop i 5,125 pct. ved udgangen af året, inden der næste år og i 2025 vil følge rentenedsættelser.
At investorerne har en meget mere dueagtig forventning end centralbanken, kan skyldes frygten for mere uro i banksektoren og for, at krisen vil føre til en kreditklemme, hvis bankerne bliver mere forsigtige med at låne penge ud.
- Markedet vil løfte på skulderne over for stærkere økonomiske data på kort sigt, fordi stramningen af kreditvilkårene ikke fuldt er sket endnu, siger Jack McIntyre, der er porteføljeforvalter hos Brandywine global Investment Management, til Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire