Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Deutsche Bank rammes af uroen: Aktien dykker over 10 pct.

24/3 11:04

De europæiske bankaktier er atter ramt af turbulens fredag, hvor Deutsche Bank skiller sig negativt ud og falder omkring 12 pct.

Bankaktien koster ved 11-tiden 8,20 euro. Det er det laveste niveau siden oktober.

Også det paneuropæiske bankindeks har det svært og taber næsten 4 pct. efter fald i samtlige indeksmedlemmer.

Blandt de mest faldende banker er Nordea og Sydbank, der taber henholdsvis 9,2 pct. og 8,5 pct., men hvor en god del af nedturen kan forklares med, at bankerne fra og med fredag også handles eksklusive retten til udbytte.

Tyske Commerzbank falder 6,8 pct., og franske Société Générale ligger 5,8 pct. lavere.

I forhold til Deutsche Bank så er prisen at forsikre sig mod en konkurs i den tyske storbank steget markant torsdag, og ifølge Reuters i højeste tempo nogensinde, skriver nyhedsbureaet Dow Jones.

Samtidig er Deutsche Banks såkaldte AT1-obligationer faldet markant siden redningen af Credit Suisse i sidste uge. I forbindelse med redningen måtte ejerne af AT1-obligationer fra Credit Suisse se hele deres investering gå op i røg, mens aktionærerne trods alt fik en smule for deres aktier.

Redningen brød med den normale tabsrækkefølge ved konkurser, hvor aktionærerne står først for, når tabene skal sluges, og obligationsejerne først derefter må tage deres tab.

STORE FALD I USA

Nedturen i den europæiske banksektor følger uro fredag i USA, hvor blandt andet Bank of America tabte 2,4 pct.

Charles Schwab, der blandt de større banknavne har oplevet mest kursuro under de seneste ugers bankkrise, bakkede desuden 6,0 pct. trods meldingen torsdag fra banken om, at den vil kunne modstå et eventuelt stormløb fra kontohaverne.

First Republic Bank satte sig også 6,0 pct. Banken fra Californien, der sidste uge fik tilført 30 mia. dollar i bankindskud fra USA's 11 største banker, ligger i forhandlinger om en mulig tilførsel af ansvarlig kapital, der indtil nu ikke har ført til et resultat.

.\\˙ MarketWire