Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Uro og endnu en vending til plus - defensivt i front

27/3 06:32

De amerikanske aktier oplevede atter fredag en urolig handel, da investorerne på ny var bekymrede for banksektoren. Nu med fokus på Deutsche Bank.

Mandag morgen synes investorerne at have parkeret frygten for banksektoren. Futures indikerer stigninger i de tre store amerikanske aktieindeks på 0,2-0,4 pct., når markedet åbner efter weekenden i New York senere på dagen.

Fredag faldt markedsrenterne i USA, da investorerne søgte mod sikker havn i de amerikanske statsobligationer.

Rentefaldet var igen mest udtalt i den korte ende, hvilket også var et symptom på, at investorerne sænker deres forventninger til, hvor højt op den amerikanske centralbankrente skal. Fredag bortregnede markedet reelt helt flere renteløft.

Uroen i banksektoren kan da også medføre mindre udlån, og det vil dæmpe den økonomiske aktivitet yderligere.

Det brede S&P 500-indeks faldt fra handelens start med hele 1,0 pct., men senere rettede markedet sig, og det faktisk endte i plus med 0,6 pct.

Dermed gik det amerikanske hovedindeks på weekend med endnu et ugeplus, trods stor volatililtet, på 1,4 pct.

Fredag sluttede Dow Jones desuden i plus med 0,4 pct., mens Nasdaq steg 0,3 pct.

- Tilliden er skrøbelig, uroen i marked vil formentlig vedblive med at være høj, og myndighederne skal måske gå længere for at forsikre om, at det globale finansielle system er solidt, siger Mark Haefele, investeringschef hos UBS, til Bloomberg News.

- De finansielle vilkår vil formentlig stramme til, hvilket øger risikoen for en hård landing for økonomien, selv om centralbankerne stopper for renteforhøjelserne.

BEKYMRING FOR TYSK STORBANK

Fredag er det Deutsche Bank, som er kommet i fokus, efter at investorerne har handlet prisen på de såkaldte credit default swaps for at forsikre sig mod en konkurs i banken kraftigt op de senere dage, så den nu er mere end fordoblet siden starten af marts. Ligesom de gjorde med Credit Suisse, inden de schweiziske myndigheder tvang den bank til at sælge sig selv til konkurrenten UBS.

I USA har der den senere uge været mere ro på, efter at Silicon Valley Bank og Signature Bank forrige uge blev overtaget af myndighederne, der også sikrede alle bankindskydernes penge.

Sidenhen har finansminister Janet Yellen også meldt ud, at regeringen er parat til at overveje nye tiltag for at beskytte de amerikanske opspareres penge uden dog at gå så langt som at garantere alle 18.000 mia. dollar på bankkontiene i USA.

Fredag indkaldte Yellen imidlertid til et lukket møde med USA's tilsyn for finansiel stabilitet for at diskutere situationen. Imens har James Bullard, direktør i den amerikanske centralbanks distrikt i St. Louis, også forsikret om, at soliditeten i banksektoren i USA kan bevares, selv om kampen mod inflationen fortsætter.

DEFENSIVT VAR BEDST

I S&P 500 klarede forsyningssektoren, der gavnes af lavere renter, sig trods vendingen alligevel bedst med plus 3,1 pct., mens også defensive dagligvarer vandt 1,6 pct. Sundhed løftedes desuden 1,3 pct.

I den anden ende havde cyklisk forbrug det svært med et minus på 0,4 pct., mens finansaktierne rettede sig noget til minus på blot 0,1 pct. Formentlig hjulpet af en blank afvisning af, at Deutsche Bank har problemer, fra den tyske kansler, Olaf Scholz' side.

Det var chipkæmpen Nvidia, som fredag trak mest ned i hovedindekset med et fald på 1,5 pct. Det minus kom dog i kølvandet af hele ni dage i træk med plusser, hvilket har sendt aktien op med 18 pct. i perioden.

Omvendt steg Microsoft, også inden for it, med 1,1 pct., på nyheden om, at de britiske konkurrencemyndigheder har reduceret omfanget af deres bekymringer for softwarekæmpens overtagelse af spiludvikleren Activision Blizzard.

Apple vandt desuden frem med 0,8 pct.

I cyklisk forbrug faldt Amazon derimod 0,6 pct., mens Tesla mistede 0,9 pct.

Blandt bankerne var der dog stadig minus til USA's største, JPMorgan Chase, på 1,5 pct.

I den positive vægtskål lå flere sundhedsnavne, da Unitedhealth, den største sygekasse i USA, vandt 1,3 pct., og da medicinalselskabet Abbvie steg 1,8 pct.

Ligeledes var der fremgang til flere store dagligvarenavne. Procter & Gamle blev løftet 2,0 pct., Pepsico steg også 2,0 pct., og Coca-Cola gik 1,6 pct. frem.

.\\˙ MarketWire