Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Udsigt til rolig start med fokus på tyske tal

27/3 07:17

Efter flere rentedyk fredag venter en stille start på obligationsmarkedet mandag, hvor der forventeligt vil være fokus på de tyske tillidstal såvel som på taler fra medlemmer af Den Europæiske Centralbank (ECB).

Renterne fortsatte ned fredag, hvor renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2031 faldt til 2,34 pct., hvilket var 6 basispoint lavere end dagen forinden.

Samme udvikling sås i USA, hvor renterne trods relativt stærke nøgletal også faldt. Det skyldes, at investorerne nu i højere grad ser en recession forude og derfor helt har bortregnet flere renteforhøjelser fra Federal Reserves side.

Renten på den tiårige amerikanske statsobligation faldt med 5 basispoint til 3,38 pct. Mandag morgen forrentes den tiårige T-bond fortsat med 3,38 pct. på markedet i Tokyo. Det er samme niveau, som da det danske obligationsmarked lukkede fredag.

Den toårige amerikanske statsobligationsrente dykkede fredag med 7 basispoint til 3,77 pct. Mandag morgen er den korte toårige T-bond-rente steget til 3,79 pct. på markedet i Tokyo.

Klokken 10 offentliggøres der marts-tal for det tyske erhvervstillidsindeks IFO. Her ventes der et lille fald i det samlede indeks til 91,0 fra 91,1 måneden forinden, selv om det tyske erhvervsliv er blevet lidt mindre pessimistisk de seneste måneder.

- Et niveau for IFO-indekset på omkring 90 er dog på ingen måder imponerende, da det historiske gennemsnit ligger på omkring 97. Skulle det tyske erhvervsliv være blevet meget pessimistisk i marts, så IFO-indekset falder kraftigt, kan renterne blive presset en del ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Derudover byder mandagen på taler fra medlemmer af ECB - blandt andet Isabel Schnabel, der er medlem af centralbankens direktion.

Her vil investorerne holde øje med flere kommentarer om ECB's syn på den seneste tids finansielle uro, og hvordan det kan påvirke centralbankens rentebeslutninger.

.\\˙ MarketWire