USA/lukning: Aktie-ugestart med mindre plus men også presset tech
28/3 06:32
Aktierne i USA indledte ugen med mindre plusser i kølvandet på nyheden om, at First Citizens Bancshares har købt resterne af Silicon Valley Bank fra de amerikanske myndigheder.
First Citizens Bancshares er holdingselskabet bag First Citizens Bank.
Og den positive stemning synes at ville fortsætte tirsdag. Futures indikerer stigninger i de tre store amerikanske aktieindeks på 0,2-0,3 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
Efter to uger med fremgang, om end præget af store udsving på grund af frygten for at krisen i de regionale banker skal sprede sig og på grund af sidste uges rentemøde i Federal Reserve, er der også lagt op til nogle mere rolige handelsdage, men mandag oplevede aktierne igen en del udsving.
Fredag byder også på opgørelsen over den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål, PCE Core, hvilket især ved en meget høj læsning kan udløse ny volatilitet.
Med bankkrisen og opbremsningen i økonomien in mente advarede Mike Wilson, en af de største bjørne på Wall Street og chefstrateg i Morgan Stanley, i weekenden da også endnu en gang mod udsigt faldende aktiekurser, fordi han venter store fald i selskabernes indtjening.
Det brede S&P 500-indeks steg mandag på den baggrund med 0,2 pct., men det var tidligere også i plus med 0,8 pct., ligesom det undervejs var marginalt i minus.
Samtidig vandt Dow Jones 0,6 pct., mens Nasdaq derimod bakkede 0,5 pct.
Markedsrenterne hoppede også kraftigt op mandag, hvilket kunne tyde på, at flugten mod sikkerhed er aftaget.
- Det er lidt af et lettelsens rally efter udsalget fredag. Det er også sidste uge i kvartalet, så jeg tror ikke, vi vil se de samme niveauer af volatilitet, siger Michael Hewson, chefanalytiker hos CMC Markets, til The Wall Street journal.
RENTELØFT ELLER EJ
Der er godt en måned til, at Federal Reserve næste gang holder rentemøde, og banken indikerede i sidste uge, efter endnu et renteløft på 0,25 pct.point, at en yderligere forhøjelse var i støbeskeen.
Det er dog ikke helt det, markedet regner med, for handelen med rentefutures indregner kun lige akkurat størst sandsynlighed for en højere rente med en rentetop i 4,95 pct. mod det nuværende niveau i 4,75-5,00 pct., ligesom investorerne satser på omtrent tre rentesænkninger til 4,21 pct. inden nytår.
- De har købt sig noget tid, og det er svært for mig at se denne bankkrise vare yderligere halvanden måned, forklarer Win Thin, chefstrateg hos Brown Brothers Harriman, dog til Bloomberg News, i kølvandet af salget af Silicon Valley Banks rester.
- Jeg tror, vi på det tidspunkt vil have grønt lys for at fortsætte de pengepolitiske stramninger.
BANKER LØFTET
I S&P 500-indekset var finansaktierne med i toppen med et plus på 1,4 pct. efter nyheden om First Citizens opkøb af aktierne i det gamle Silicon Valley Bank. Bank of America vandt derfor 5,0 pct., mens JPMorgan Chase og Wells Fargo blev løftet henholdsvis 2,9 og 3,4 pct.
Mest stigende i S&P 500 var den kriseramte First Republic Bank, som for omkring to uger siden fik et likviditetsindskud fra 11 amerikanske storbanker på 30 mia. dollar med et plus på 11,8 pct.
Uden for hovedindekset gik First Citizens Bankshares selv frem med hele 53,7 pct. Der er åbenbart gjort en god handel.
Der var mandag også fremgang til energisektoren, som steg 2,1 pct., da olieprisen efter en periode med fald vandt frem med hele 5,4 pct. På den baggrund var der fremgang til Exxon Mobil og Chevron på henholdsvis 2,2 og 1,0 pct.
PRES PÅ VÆKST
Vækstsektorerne med de mange teknologiselskaber havde det noget sværere. Cyklisk forbrug steg ganske vist 0,2 pct., men it-aktierne faldt 0,9 pct., og kommunikationsservice dykkede 1,1 pct.
Det var Microsoft, som trak mest ned i S&P 500 mandag med et minus på 1,5 pct., mens Apple, ligeledes inden for it, mistede 1,2 pct.
I kommunikationsservice faldt Alphabet 2,8 pct., mens Meta Platforms bakkede 1,5 pct.
Det gik bedre for Tesla, som kørte frem med 0,7 pct., mens Amazon, også i cyklisk forbrug, dog smed 0,1 pct.
Flere af aktierne inden for sundhed, der steg 0,4 pct., markerede sig også i toppen med et plus til Merck på 2,0 pct. og en fremgang på 0,4 pct. til Johnson & Johnson, ligesom USA's største sygekasse, Unitedhealth, gik op med 01,2 pct.
.\\˙ MarketWire