Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Grøn åbning med fokus rettet mod Norden og Demant

28/3 08:15

Der er lagt op til en grøn åbning af det danske aktiemarked tirsdag, hvor særligt Norden og Demant er i fokus, efter at begge selskaber er blevet beriget med analytikernyt.

Den positive stemning, der mandag spredte sig på aktiemarkedet, synes at fortsætte tirsdag, hvor det toneangivende tyske DAX-indeks indikeres en positiv start i niveauet 0,3 pct.

Det danske eliteindeks, C25, steg med 1,0 pct. til 1753,00 på ugens første dag, hvor kun en lille håndfuld af selskaberne i indekset endte med negativt fortegn.

Aktierne i USA startede ugen ud med mindre plusser, hvor særligt de amerikanske finansaktier blev hjulpet af meddelelsen om, at First Citizens Bank har købt resterne af Silicon Valley Bank fra de amerikanske myndigheder.

De amerikanske futures indikerer stigninger i de tre store amerikanske aktieindeks på omkring 0,1-0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

HÆVET KURSMÅL FOR NORDEN

Norden blev mandag kigget igennem af analytikerne hos finanshuset ABG Sundal Collier, og kursmålet for aktien i rederiet er hævet med knap 33 pct. til 574 kr. fra 433 kr.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb". Det nye kursmål indikerer et potentiale på næsten 25 pct. i forhold til lukkekursen mandag på 460,40 kr.

Rederiet annoncerede i forbindelse med sit årsregnskab, at det venter en indtjening i år i intervallet 330-430 mio. dollar. I kølvandet af den prognose har ABG Sundal Collier hævet sine estimater for 2023 med 35 pct. til 376 mio. dollar, skriver finanshuset i en analyse dateret mandag aften.

ABG forklarer, at visibiliteten for Nordens indtjening ud over prognoseperioden er begrænset som følge af rederiets betydelige indtjening fra handel med skibe, hvilket er meget svært at putte ind i en model.

Også Vestas fik løftet sit kursmål mandag, hvor investeringsbanken BNP Paribas Exane hævede kursmålet med 36 pct. til 170 kr. fra 125 kr.

Anbefalingen af aktien er imidlertid stadig i negativt terræn på "underperform". Det nye kursmål indikerer da også et negativt potentiale på 10 pct. i forhold til lukkekursen mandag på 189,54 kr.

DEMANT FÅR LØFTET ANBEFALING

Demant er blevet kigget igennem af det amerikanske finanshus Morgan Stanly, der har løftet sin anbefaling af aktien til "ligevægt" fra "undervægt" ifølge Bloomberg News.

Kursmålet bliver i samme ombæring hævet til 218 kr. fra 190 kr.

Det giver et negativt kurspotentiale på 3,7 pct. i forhold til mandagens lukkekurs på 226,40 kr., der kom efter et plus på 0,6 pct. for dagen.

Omvendt står det til for Ørsted, der af det fransk-tyske finanshus Oddo BHF har fået sænket sin anbefaling til "underperform" fra "neutral" ifølge Bloomberg News.

Kursmålet er samtidig skåret til 580 kr. fra 700 kr., hvilket dog fortsat giver et potentiale på 3,3 pct. i forhold til lukkekursen mandag på 561,40 kr., der kom efter et plus på 2,5 pct. for dagen.

AMBU FÅR EUROPÆISK GODKENDELSE

Medicoselskabet Ambu har fået en godkendelse fra de europæiske myndigheder til to nye mindre bronkoskoper.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet tirsdag morgen.

De nye bronkoskoper - engangsskoper til undersøgelse af luftvejene - går under navnet Ascope 5 Broncho, og de to nye produkter har fået det europæiske CE-mærke, der gør det tilladt at sælge produkterne på det europæiske marked.

Dermed er Ambus portefølje på området oppe på fire bronkoskoper til engangsbrug.

Ambu-aktien steg med 3,2 pct. til 98,12 kr. mandag.

Tirsdag afholder Boozt kapitalmarkedsdag, og klokken 10 går den estiske centralbankformanden, Madis Müller, på talerstolen.

.\\˙ MarketWire