Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Demant i toppen af grønt indeks efter løftet anbefaling

28/3 09:17

Demant indtager toppen i det danske eliteindeks, C25, tirsdag morgen, efter at aktien startede tirsdagen ud med en løftet anbefaling.

Det danske eliteindeks stiger med 0,3 pct. til 1757,78 ved åbningen tirsdag, og der er fremgang i 19 af 25 aktier.

I toppen sammen med Demant ligger Ambu, der har fået en godkendelse fra de europæiske myndigheder til to nye mindre bronkoskoper.

Ørsted indtager en bundplads i indekset, efter at aktien har fået sænket sin anbefaling hos det fransk-tyske finanshus Oddo BHF.

DEMANT I TOP

Demant ligger i toppen af C25 med en stigning på 3 pct. til 233,20 kr.

Demant har af amerikanske finanshus Morgan Stanly løftet sin anbefaling af aktien til "ligevægt" fra "undervægt" ifølge Bloomberg News.

Kursmålet bliver i samme ombæring hævet til 218 kr. fra 190 kr.

Omvendt står det til for Ørsted, der af det fransk-tyske finanshus Oddo BHF har fået sænket sin anbefaling til "underperform" fra "neutral" ifølge Bloomberg News.

Kursmålet er samtidig skåret til 580 kr. fra 700 kr.

Ørsted reagerer negativt på den sænkede anbefaling og falder til bunds med 1,3 pct. til 554,40 kr.

Mandag blev aktien i Norden kigget igennem af analytikerne hos finanshuset ABG Sundal Collier, og kursmålet blev hævet med knap 33 pct. til 574 kr. fra 433 kr.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb".

Norden-aktien stiger med 4,1 pct. til 479,20 kr. fra start tirsdag.

Rederiet annoncerede i forbindelse med sit årsregnskab, at det venter en indtjening i år i intervallet 330-430 mio. dollar. I kølvandet af den prognose har ABG Sundal Collier hævet sine estimater for 2023 med 35 pct. til 376 mio. dollar, skriver finanshuset i en analyse dateret mandag aften.

ABG forklarer, at visibiliteten for Nordens indtjening ud over prognoseperioden er begrænset som følge af rederiets betydelige indtjening fra handel med skibe, hvilket er meget svært at putte ind i en model.

Vestas stiger med 0,2 pct. til 189,98 kr. Også vindmølleproducenten fik løftet sit kursmål sent mandag, hvor investeringsbanken BNP Paribas Exane hævede kursmålet med 36 pct. til 170 kr. fra 125 kr.

Anbefalingen af aktien er imidlertid stadig i negativt terræn på "underperform".

AMBU FÅR EUROPÆISK GODKENDELSE

Medicoselskabet Ambu har fået en godkendelse fra de europæiske myndigheder til to nye mindre bronkoskoper.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet tirsdag morgen.

De nye bronkoskoper - engangsskoper til undersøgelse af luftvejene - går under navnet Ascope 5 Broncho, og de to nye produkter har fået det europæiske CE-mærke, der gør det tilladt at sælge produkterne på det europæiske marked.

Dermed er Ambus portefølje på området oppe på fire bronkoskoper til engangsbrug.

Ambu-aktien indtager en andenplads i C25 med en stigning på 2,5 pct. til 100,55 kr. ved åbningen.

Boozt afholder kapitalmarkedsdag tirsdag, og frem mod begivenheden har selskabet luftet nye langsigtede forventninger, der peger på forventning om at nå en markedsandel på 10 pct. inden for mode- og livsstilsmarkedet i Norden, samtidig med at den justerede driftsmargin (EBIT) skal overstige 10 pct.

Aktien i onlinehandelsplatformen stiger med 4,1 pct. til 76,40 kr. fra start.

Desuden byder formiddagen på en tale fra den estiske centralbankchef, Madis Müller, der går på talerstolen klokken 10.

.\\˙ MarketWire