Aktier/åbning: C25 holder næsen oven vande med Mærsk som dødvægt
29/3 09:22
Et udbytte på samlet næsten 75 mia. kr. skiber ud fra A.P. Møller-Mærsk onsdag morgen med kurs mod rederiets aktionærer, og det har ikke overraskende sat aktien under et gevaldigt teknisk pres fra morgenstunden onsdag. C25-indekset holder imidlertid skindet på næsen og stiger en smule efter fremgang i 22 af indeksets medlemmer.
Mærsks udbytte er danmarkshistoriens største, og udgør hele 4300 kr. per aktie, eller 27 pct. af B-aktiens værdi tirsdag, hvor den lukkede 0,6 pct. lavere i 15.405 kr. B-aktien nøjes dog med et dyk på 23,4 pct., eller 3605 kr., til 11.800 kr.
Ser man bort fra skat, burde aktien alt andet lige være faldet med 4300 kr. onsdag. Jyske Bank har onsdag morgen eksempelvis også skåret sit kursmål for aktien med 5000 kr. til 17.000, og gentaget sin anbefaling "køb". Milliarderne fra Mærsk tikker først ind på aktionærernes konti på fredag.
DAX-FUTUREN STIGER
Det tekniske kurspres på Mærsk kommer i et marked, der overordnet er stærkt. C25-indekset stiger 0,2 pct. til 1743,52 efter stigning i stort set samtlige C25-aktier på nær Mærsk.
Bedst går det GN, der stiger 2,2 pct. til 143,75 kr. uden bagvedliggende nyt.
Lige efter følger Pandora med en gevinst på 1,8 pct. til 622,80 kr. Det norske finanshus DNB Markets er fortsat lun på Pandora og sætter kursmålet for aktien op til 815 kr. fra 775 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".
Blandt de øvrige fokusaktier onsdag er blandt andet Rockwool og Coloplast.
Rockwool kunne tirsdag med under en time tilbage af aktiehandlen meddele, at Erhvervsstyrelsen efter undersøgelse af stenuldsproducenten har konkluderet, at selskabet ikke har overtrådt sanktioner vedrørende eksport til Rusland. Det vendte et lille fald i aktien til et plus på 4,1 pct., inden den lukkede med et mere afmålt plus på 1,3 pct. til 1639 kr. Onsdag stiger Rockwool yderligere 0,5 pct. til 1646,50 kr.
Coloplast, der stiger 1,5 pct. til 866,40 kr., har fået hævet anbefalingen til "ligevægt" fra "undervægt" af den britiske storbank Barclays. I samme ombæring er kursmålet løftet til 840 kr. fra 810 kr.
Også bankerne kan atter få opmærksomhed onsdag efter en urolig periode. Tirsdag endte finansaktierne i USA med et lille fald på 0,1 pct., men med en tilsvarende fremgang til undergruppen af banker på en børsdag uden nye bekymringer.
Danske Bank stiger onsdag 1,3 pct. til 137,95 kr., Jyske Bank ligger 0,5 pct. højere i 475,80 kr., mens Nordea går 0,7 pct. frem til 70,14 kr.
GRØNLANDSBANKEN HANDLES EKSKLUSIVE RETTEN TIL UDBYTTE
Ligesom Mærsk handles Grønlandsbanken eksklusive retten til udbytte, men der er tale om 20 kr. per aktie, eller lidt over 3 pct. af tirsdagens lukkekurs på 630 kr. Aktien falder lidt mindre med 2,4 pct., eller 15 kr., til 615 kr.
Ennogie, der laver solcelletage, kommer med regnskab for fjerde kvartal. Aktien stiger onsdag morgen 2,8 pct. til 29,50 kr.
.\\˙ MarketWire