Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Udsigt til let positiv start med Vestas i fokus

30/3 08:25

Der er torsdag udsigt til en endnu en positiv dag på det danske aktiemarked. Vestas kan ventes at tage hovedrollen efter torsdag morgen at have lanceret sin største vindmølle-ordre på landbaserede møller. Derudover kan Össur også komme til at spille en mindre rolle, efter at selskabet sent onsdag afslørede hovedpunkterne i sin nye femårsplan, Growth 27.

Torsdag steg de danske marked markant trods massivt teknisk fald i Mærsk-aktier, hvor der fragik udbytte på 4300 kr. per aktie.

C25-indekset steg med 1,2 pct. til 1759,09.

Amerikanerne skubbede bankkrise-frygten til side onsdag med stigninger i de tre ledende indeks på 1-1,8 pct. Torsdag morgen ligger amerikanske futures med plusser på op til 0,2 pct. Den tyske DAX-future ligger 0,8 pct. højere.

VESTAS LANDER GIGANTORDRE

Vestas, der steg 0,6 pct. onsdag til 188,44 kr. har vundet sin hidtil største ordre på vindmøller til lands. Ordren er hentet i Brasilien og lyder på hele 1310 megawatt og har en 25-årig AOM 5000-serviceaftale tilknyttet.

Vestas venter at påbegynde levering i tredje kvartal 2024, hvorefter idriftsættelsen ventes at blive sat i gang i første kvartal 2025. Levering omfatter to projekter. Der skal leveres 168 møller af typen V150-4.5 MW til Serra do Tigre og 123 møller af samme slags til Babilônia Centro. Med ordren har Vestats indtil videre i første lanceret ordrer for 2002 MW. Hele sidste år havde Vestas en samlet ordreindgang på 11.189 MW i både annoncerede og uannoncerede ordrer samt både offshore og på land.

- Det er godt nok en stor ordre. Det er næsten, så man falder ned af stolen, siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, efter offentliggørelsen af aftalen. til MarketWire.

- Det her bør Vestas -aktien kunne stige på, tilføjer han.

Novozymes, der steg 1,1 pct. onsdag til 348,30 kr. og Chr. Hansen, der steg 0,9 pct. til 51,80 kr. vil begge være i fokus i forbindelse med afholdelsen af ekstraordinære generalforsamlinger, hvor den planlagte fusion mellem de to selskaber er på dagsordenen.

Danske Bank, der onsdag steg 2,1 pct. til 139,05 kr., har fået løftet sit kursmål af analytikerne i den amerikanske storbank JPMorgan til 150 kr. fra 145 kr. Anbefalingen er fortsat "undervægt".

ÖSSUR MED NYE MÅL

Össur afslørede onsdag aften nye langsigtede mål, hvor ambitionen for årene 2023-2027 er at realisere en gennemsnitlig årlig salgsvækst, i lokal valuta, på 7-10 pct. Det nye mål ventes nået på baggrund af en årlig organisk vækst på 5-7 pct., mens opkøb og tilkøb vil skulle bidrage med 2-3 pct. fremgang i salget hvert år. Den nye femårsplan Growth 27 præsenteres på en kapitalmarkedsdag torsdag

Össur fastholder i samme ombæring sin prognose for 2023 om en organisk salgsvækst på 4-8 pct., mens overskudsgraden, EBITDA før særlige poster, ses lande i 17-20 pct.

Össur steg 1,8 pct. onsdag til 31,25 kr.

BIOPORTO

Bioporto spår begrænset vækst i salget i 2023 og derfor også et fortsat relativt stort underskud på driften.

Selskabet ser således en omsætning i 2023 på 30-33 mio. kr., hvilket skal sammenlignes med en foreløbig opgørelse, også lagt frem onsdag, om et salg på 29 mio. kr. sidste år. Underskuddet på driften, EBITDA, ses samtidig lande i 60-65 mio. kr. i år, mens det for 2022 tilsvarende foreløbigt er opgjort til et tab 67 mio. kr.

Bioporto-aktien steg 4,3 pct. onsdag til 1,70 pct.

TEKNISK FALD I FLS OG ROCKWOOL

Der fragår udbytte i FLSmidth og Rockwool torsdag. Rockwool udlodder 35 kr. per aktie og FLSmidth udlodder 3 kr. Det to aktier steg onsdag henholdsvis 2,7 pct. og 1,2 pct. til 1662,50 kr. og 254,10 kr.

FØRSTE NOTERINGSDAG

Kontraktforsknings- og biotekselskabet Gubra har i forbindelse med sin børsnotering solgt samlet 4.545.455 nye aktier for 110 kr. stykket - svarende til et samlet aktiesalg på 500 mio. kr.

Dermed er selskabet klar til første handelsdag torsdag med en samlet markedsværdi for selskabet på 1,8 mia. kr.

Udbuddet kan dog ende med at blive større, hvis ikke overallokeringsretten på yderligere 681.818 aktier bruges i støtteperioden, som løber frem til den 28. april.

.\\˙ MarketWire