Analytiker spår stigning i Vestas efter rekordordre 1,3 GW
30/3 08:28
Vestas har landet en rekordstor ordre på 1,3 gigawatt (GW) på land i Brasilien, og det bør få aktien til at stige torsdag.
Det vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, efter offentliggørelsen af aftalen.
- Det er godt nok en stor ordre. Det er næsten, så man falder ned af stolen, siger han til MarketWire.
- Det her bør Vestas-aktien kunne stige på, tilføjer han.
Det skal ses i forhold til, at aktien over de seneste uger er faldet en anelse tilbage op mod afslutningen af kvartalet, hvilket ifølge analytikeren hænger sammen med frygten for, at kvartalet skulle blive afsluttet med en svag ordreindgang.
Aktien lukkede onsdag i 188,44 kr. efter en stigning på 0,6 pct. for dagen, mens den ad flere omgange tidligere på måneden er handlet til over 200 kr.
- De fleste har talt ned mod slutningen af marts, fordi de godt ved, at afslutningen på et kvartal normalt bliver højsæson for ordreindgange. Der har vi ikke siddet med armene over hovedet i forhold til ordreindgangen. Én ting kan være mange bække små, men en ordre som den her er med til i ét spring at gøre en svag ordreindgang for kvartalet til en stærk, siger han.
- Det er formentlig heller ikke det sidste, der kommer. Der er også nogle uannoncerede ordrer, lyder det videre.
Vestas har i årets løb offentliggjort ordrer svarende til 2002 MW, fremgår det af meddelelsen fra selskabet torsdag. I 2022 havde Vestas en samlet ordreindgang på 11.189 MW, når man indregner både annoncerede og uannoncerede ordrer samt både offshore og på land.
ENORM ORDRE PÅ LAND
Ordren er særligt bemærkelsesværdig, fordi parkerne skal opføres på land. Ifølge Sydbank-analytikeren lå rekorden på den største enkeltstående ordre hos Vestas tidligere i omegnen af 750 megawatt.
- Vi ved godt, at havvindparker kan have en størrelse som den her, men det er godt nok få landvindparker, siger Jacob Pedersen.
Den netop annoncerede rekordordre er da også fordelt på to projekter.
- Det er ekstremt positivt for Vestas, og det sender nogle signaler om, hvad der foregår i den industri. En ting er politikernes ambitioner, men også kunderne bliver mere og mere professionelle, siger analytikeren.
- Det er kæmpe store energi- og forsyningsselskaber, som har kompetencer, midler og evner til at løse så store projekter. I det miljø er det virkelig vigtigt, at Vestas følger med som de største og kan håndtere så store projekter. Når man kan det, så kan man lande sådan noget som det her, siger han.
.\\˙ MarketWire