H&M overrasker analytikerne med pænt driftsoverskud i første kvartal
30/3 10:02
Svenske Hennes & Mauritz (H&M) leverede klart bedre end ventet i første kvartal 2022/23, hvor modekoncernen hentede et stort overskud, mens analytikerne havde regnet med et betragteligt tab.
Det sender aktien op med 10,0 pct. til 135,20 svenske kr. efter knap en times handel på børsen i Stockholm.
Resultatet var hjulpet undervejs af en opskrivning på en lille milliard svenske kroner af associerede virksomheder - primært tøjhandelsplatformen Sellpy.
H&M fik i kvartalet tyndet ud i sine eksisterende lagre og nedbragt opbygningen af nye - et problem, som den svenske tøjgigant ifølge Bloomberg News har døjet med i seks år.
Det har betydet, at H&M har kunnet holde igen med rabatterne. Udviklingen ses fortsætte ind i marts, der er første måned af H&M's forskudte andet kvartal, hvor udsalgspriserne ventes 4 pct. højere i lokale valutaer.
Samlet påvirker det regnskabet positivt med 999 mio. svenske kr.
Det var med til at sikre, at H&M i første kvartal fik et driftsresultat på 725 mio. svenske kr., mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet et tab på 1030 mio. svenske kr.
Nettoresultatet blev samtidig et overskud på 540 mio. svenske kr. mod et ventet tab på 1120 mio. svenske kr.
Bruttoresultatet kan for kvartalet opgøres til 25,9 mia. svenske kr. mod ventet 24,8 mia. svenske kr.
.\\˙ MarketWire