Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Demant, GN og DSV i bund mens Mærsk indtager toppen

31/3 11:20

Demant og GN agerer bundpropper i det danske eliteindeks fredag, hvor morgentimernes negative tendens ved middagstid er gået i sig selv. Det sker uden offentliggjort selskabsspecifikt nyt.

Samlet ligger C25-indeks midt på dagen stort set uændret i 1789,34.

De fire første dage af ugen har givet en fremgang til eliteindekset på 3,2 pct., mens kvartalet indtil fredag har givet et plus på 5,3 pct.

Også DSV er tynget fredag efter en sænket anbefaling, mens der blandt sidepapirerne er revanche til Torm og kursklø til Zealand Pharma efter aktiesalgsnyt.

I toppen kommer også Mærsk lidt igen efter en uge med fald efter udlodning, der har kastet en række sænkede kursmål af sig.

Efter torsdagens inflationstal fra Tyskland, hvor den foreløbige forbrugerprisopgørelse viste en højere end ventet inflation, har fredagens tal fra Frankrig bekræftet samme tendens.

I nøgletalskalenderen er der landet forbrugerpriser fra eurozonen, der steg mindre end ventet med 0,9 pct. i marts, mens der var estimeret en stigning på 1,1 pct.

Klokken 14.30 vil markedsdeltagerne kigge mod USA og tal for PCE-kerneprisdeflatoren, der er den amerikanske centralbanks foretrukne inflationstal.

DEMANT OG GN SENDT TIL BUNDEN

Høreapparatkoncernen Demant ligger i bunden af C25-indekset fredag med et fald på 1,8 pct. til 240,70 kr. GN følger trop med et drop på 1,6 pct. til 153,70 kr.

Ifølge flere risikerer GN at stå med en renteregning på 700 mio. kr. årligt, når selskabet skal refinansiere gæld for 7 mia. kr. i 2024, skriver Børsen. Penge, der blev lånt i 2021, til at finansiere købet af gamingudstyrsproducenten Steelseries.

DSV FÅR SÆNKET ANBEFALING AF JPMORGAN

DSV har fået sænket anbefalingen til "neutral" fra "overvægt" hos JPMorgan, der i samme ombæring har skåret kursmålet til 1270 kr. fra 1340 kr.

Omvendt har Goldman Sachs hævet sit kursmål for logistikaktien til 1580 kr. fra 1520 kr. Anbefalingen "køb" gentages.

DSV-aktien falder 1,2 pct. til 1350 kr.

Mærsks A-aktie og B-aktie stiger begge 1,7 pct. til henholdsvis 12.110 kr. og 12.340 kr., og dermed fortsætter opturen efter torsdagens fremgang på 2,6 pct. for B-aktien. Onsdag dykkede aktien 23 pct. efter danmarkshistoriens største udbytte på 4300 kr. per aktie.

Efter udbyttebetalingen, der lander hos aktionærerne fredag, har Mærsk fået sænket kursmålet til 20.400 kr. fra 25.080 kr. af JPMorgan, der gentager anbefalingen "overvægt", mens Goldman Sachs har skåret kursmålet til 8700 kr. fra før 13.000 kr.

Mærsk-investorerne kan dog se en mindre stigning til SCFI-rateindekset på 1,7 pct. til 923,78 point.

I kursmålsafdelingen er der også nyt for Nordea, der har fået skåret kursmålet til 95,06 kr. fra 103,49 kr. hos svenske SEB. Nordea-aktien falder 0,4 pct. til 73,26 kr.

Forsikringskoncernen Tryg holder fast i sine mål for 2024, selvom meget peger i retning af, at målet om et forsikringsteknisk resultat på mellem 7,0 og 7,4 mia. kr. allerede kan blive realiseret i år, kom det frem på generalforsamlingen torsdag.

Aktien stiger 1 pct. til 150,70 kr.

TORM OG ZEALAND PHARMA I FOKUS MED NYT OM AKTIESALG

Torm stiger 8,4 pct. til 212,40 kr., efter at majoritetsaktionæren, Oaktree Capital, har opgivet at sælge en større aktiepost i Torm, som den ellers meddelte sent onsdag aften.

Meddelelsen om aktiesalget på op til 5,75 mio. aktier sendte torsdag Torm-aktien ned med 14,4 pct.

Zealand Pharma bliver modsat sendt ned med 8,7 pct. til 219,60 kr., efter at biotekselskabet har gennemført en rettet emission af cirka 6,6 mio. nye aktier, hvilket har indbragt et bruttoprovenu på 1,5 mia. kr., oplyste selskabet torsdag aften.

De nye aktier er udstedt til en kurs på 228 kr. per aktie, svarende til en rabat på lidt over 5 pct.

GRØNNE AKTIER FORTSAT I FOKUS

Vestas-aktien falder 0,3 pct. til 197,64 kr. og kommer dermed lidt ned på jorden igen efter torsdagens optur på 5,2 pct., der blandt andet blev drevet af vindmølleselskabets største ordre på landjorden.

Vindmøllekoncernen kunne fredag morgen kigge mod syd, hvor tyske Nordex umiddelbart spår en smule vækst på toplinjen i 2023, mens driftsresultat før af- og nedskrivninger ventes at svinge omkring nullet.

Vestas kan også komme i søgelyset fredag med ordreannonceringer før kvartalsafslutningen.

Ørsted er også i fokus fredag, efter at energikoncernen har truffet endelig investeringsbeslutning og er klar til at opføre havvindmølleparkerne Greater Changhua 2b og 4 i Taiwan, fremgår det af en meddelelse fredag morgen.

Mølleparkerne har en samlet kapacitet på 920 megawatt og ventes opført inden udgangen af 2025.

Ørsted-aktien falder 0,7 pct. til 573,30 kr.

Coloplast tager også en del af rampelyset fredag, efter at medicoselskabet har meldt om succesrige resultater med sit nye engangskateter, Luja, i et sammenligningsstudie med konkurrenten Hollisters kateter VaPro.

Aktien stiger 0,9 pct. til 905 kr.

.\\˙ MarketWire