Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Analysechef fastholder positivt syn på Vestas efter god ordreudvikling

3/4 07:18

Vindmølleproducenten Vestas fik rundet første kvartal af med en stribe ordreannonceringer i løbet af sidste uge.

I alt nåede Vestas at offentliggøre 13 ordrer på i alt 3022 megawatt i løbet af januar, februar og marts, hvilket er rekord for et første kvartal.

Det betegner aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank som "stærkt", og banken fastholder efterfølgende en købsanbefaling for vindmølleproducentens aktie.

- En brasiliansk gigantordre på 1310 megawatt trækker læsset, men der er også storordrer til Sydafrika og USA. Udviklingen vidner om, at kunderne flere steder tager store skridt fremad, når det kommer til projekternes størrelse.

- I det miljø ligner Vestas et oplagt valg som leverandør for mange kunder, og selskabet kan som strategisk partner hos de største kunder støbe fundamentet til en måske endnu stærkere position i fremtiden, skriver Jacob Pedersen i en kommentar.

Han pointerer dog også, at storordren til Brasilien helt givet vil påvirke salgsprisen per megawatt negativt, da Brasilien er et marked med lave salgspriser - og vel at mærke også lave omkostninger.

- I samme åndedrag bemærker vi, at ordreindgangen fra Latinamerika udgør cirka 57 pct. af kvartalets annoncerede ordrer. Det trækker i samme retning. Derfor er der også større usikkerhed end normalt om udviklingen i salgspriserne, påpeger Jacob Pedersen.

Han estimerer en salgspris på 1,02 mio. euro per megawatt i kvartalet, hvilket vil være et mærkbart fald fra 1,15 mio. euro per megawatt i fjerde kvartal 2022. Det mener han dog ikke bør bekymre henset til ordrernes sammensætning.

Udover de annoncerede ordrer estimerer analytikeren 500 megawatt i uannonceret ordreindgang i kvartalet.

Udover de faste og ubetingede landvindordrer er Vestas i kvartalet også valgt som foretrukken leverandør til tre havvindprojekter på i alt 2655 megawatt.

- Dermed er Vestas valgt som foretrukken leverandør til mere end 8,6 gigawatt havvindprojekter i de seneste ti måneder. Et meget klart bevis på, at der - i en ikke alt for fjern fremtid – venter et vækstmæssigt tigerspring fremad i Vestas’ aktivitetsniveau, vurderer Jacob Pedersen.

I takt med at langt flere ordrer med forhøjede salgspriser indgår i Vestas’ resultater i de kommende kvartaler, venter han at se en markant rentabilitetsforbedring.

- Går den hånd i hånd med flere ordrer, ligner Vestas lige pludselig en endnu mere attraktiv investering i et globalt økonomisk miljø præget af stilstand, fremhæver Sydbanks analysechef desuden.

.\\˙ MarketWire