USA/åbning: Olieaktier flyver op på højere oliepris mens Tesla dropper
3/4 15:43
Olie- og energiaktierne flyver op ved åbning i USA mandag, efter at en uventet melding om at skære i olieproduktionen har sendt olieprisen op.
Omvendt er der pres på flere af de konjunktur- og rentefølsomme aktier, der særligt tynger Nasdaq-indekset.
Det betyder, at Nasdaq-indekset fra åbningen falder 0,6 pct., mens det brede S&P 500-indeks smider 0,1 pct.
De tunge aktiers Dow Jones-indeks går modsat og stiger 0,3 pct.
Den højere oliepris har igen fået investorerne til at fokusere på centralbankerne, renter og ikke mindst udviklingen i inflationen, som kan komme under yderligere pres af de stigende energipriser.
- Betydningen af det her vil ramme inflationsdata globalt og betyder, at det kan tage længere tid at få bragt inflationen tilbage til målet, siger Mark Dowding, investeringsdirektør i Bluebay Asset Management.
- Det betyder, at når renterne når topniveauet, så skal de blive på det høje niveau i længere tid, siger han videre.
OLIEAKTIER SENDES OP
Riften om aktierne i de store olieselskaber er opstået efter nyheden om, at de olieproducerende lande og deres allierede under Opec+ vil skære i produktionen.
Conocophillips-aktien løftes 8,6 pct., Occidental Petroleum stiger 5,9 pct., Chevron stiger 4,5 pct., Exxon Mobil henter 4,2 pct. og Halliburton stiger 8,7 pct.
Opec+ annoncerede søndag, at de vil skære 1,1 mio. tønder dagligt fra næste måned i olieproduktionen, hvilket mandag har sendt oliepriserne i vejret.
Prisen på en amerikansk tønde WTI-olie er mandag steget 5,6 pct. til 79,93 dollar og var tidligere på dagen over 80 dollar.
TESLA RAMT AF PRISNEDSÆTTELSER
Teslas prisnedsættelser gav pote i først kvartal, hvor elbilproducenten lige netop leverede et rekordhøjt antal biler. Den knebne rekord indikerer dog en opbremsning i efterspørgslen, skriver Bloomberg News.
Aktionærerne bider mærke i indikationen, og aktien falder 2,8 pct. fra åbningen.
Tesla leverede i første kvartal 422.875 biler og overgik dermed sin hidtidige rekord fra fjerde kvartal med 4 pct. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet 421.164 leverancer.
Elbilproducenten har tidligere sænket prisen på sin Model Y med op mod 20 pct. i USA og sænket prisen på sin dyreste model med op til 21.000 dollar.
Efter prisnedsættelserne er antallet af ordrer tæt på det dobbelte af produktionskapaciteten, meddelte Teslas administrerende direktør, Elon Musk, i januar ifølge Bloomberg News.
I sidste ende endte Tesla med en overproduktion på 18.000 elbiler, hvilket antyder en betydelig opbremsning i ordreindgangen.
- Fortsat overproduktion holdt op mod leverancerne vil holde liv i debatten om priselasticitet i forhold til en general svækkelse af efterspørgslen, vurderer Philippe Houchois, der er analytiker i Jefferies, ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire