USA/lukning: Moderat plus med energi i front og trods Teslanedtur
4/4 06:32
De amerikanske aktier tog mandag efter tre uger med plusser - den seneste uge med et løft på hele 3,5 pct. - endnu et skridt op, men dog i et mere afdæmpet tempo.
Tirsdag morgen er der optræk til lidt gevinsthjemtagning. Futures for de tre store amerikanske aktieindeks indikerer kursfald på op til 0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
Olieprisen steg mandag kraftigt, da Opec+ i weekenden igen besluttede at reducere deres produktion, og det løftede også energiaktierne.
Omvendt var der mere pres på teknologiaktierne i vækstsektorerne, som ellers de seneste tre uger har sikret markedsplusserne, da især Tesla var under pres, fordi salgstallene for første kvartal trods store prisrabatter verden over og trods rekord faktisk lå under topchef Elon Musks eget mål.
Med til at skabe usikkerhed mandag og for en periode at sende aktierne i minus var, at ISM-indekset, som måler de amerikanske indkøbschefers vurdering af aktiviteten i fremstillingssektoren, i marts faldt til sit laveste niveau siden 2020.
Det brede S&P 500-indeks steg dog alligevel 0,4 pct., selv om det mandag også var i minus med 0,3 pct.
Dow Jones, løftet af olieaktierne, vandt ligeledes frem med 1,0 pct., mens Nasdaq derimod tabte 0,3 pct.
KRAFTIGT OLIEHOP
Olieprisen skød i vejret mandag, da Opec+ i søndag besluttede sig for kommende reduktioner i produktionen for at holde prisen op i en ventet recession, hvor efterspørgslen spås falde.
Det lagde 6,3 pct. til olieprisen i USA til 80,46 dollar per tønde, hvilket er mere end 20 pct. højere end prisen for godt 14 dage tilbage i 66,74 dollar.
Mens udviklingen var positiv for energiaktierne, så var det overordnede billede mere udfordret. Højere energipriser er nemlig dårligt nyt for kampen mod inflationen, og det kan betyde højere renter.
- Det her kommer på et tidspunkt, hvor kampen mod inflationen ikke er ovre. Hvis inflationen fra energipriserne begynder at stige igen, vil det ikke være et godt scenario for centralbankerne, siger Luc Filip, investeringschef hos SYZ Private Banking, til The Wall Street Journal.
Mandag gentog James Bullard, chef for Federal Reserves afdeling i St. Louis, i et interview med Bloomberg News da også, at markedet skal forvente, at centralbankrenten skal over 5,00 pct. Han har tidligere også udtalt, at han ser renten nå sit højeste i 5,625 pct., hvilket skal sammenlignes med, at den lige nu ligger i 4,75-5,00 pct. og med, at markedet regner med en top i 4,98 pct.
Markedsrenterne faldt dog mandag efter de svage ISM-tal.
TESLA SKUFFEDE
I S&P 500 toppede energiaktierne i sagens natur med et plus på 4,9 pct. Det var trukket af fremgang til Exxon Mobil og Chevron på 5,9 og 4,2 pct., mens Marathon Oil toppede hovedindekset med et plus på 9,9 pct.
I den anden ende havde vækstsektorerne det sværere. Cyklisk forbrug dykkede 0,9 pct., mens it mistede mere beskedne 0,1 pct. Lidt højere oppe af listen steg kommunikationsservice imidlertid 0,5 pct.
Det var Tesla, som trak mest ned i cyklisk forbrug og i markedet som helhed denne mandag. Elbilaktien mistede 6,1 pct., mest af alle i S&P 500, selv om koncernen for andet kvartal i træk leverede et rekord antal biler til kunderne. De 422.875 elbiler var samtidig lidt over konsensus på 421.164 køretøjer.
Der var dog imidlertid tale om en vækst på 36 pct. i forhold til året før, og derfor levede udviklingen ikke op til topchef Elon Musks mål om en årlig gennemsnitlig vækst på 50 pct.
- Teslas leverancer var på niveau med konsensustallene, men skuffede i forhold til nogle af hvisketallene. Tesla skal øge farten i leverancerne i resten af året, siger Gene Munster, direktør i Deepwater Asset Management, til Bloomberg News.
"Hvisketal" er jargon for rygter i markedet.
I samme sektor faldt Amazon også 0,9 pct. Blandt de store navne inden for it var der et minus til Microsoft på 0,4 pct., mens Apple vendte et fald til et plus på 0,8 pct.
I kommunikationsservice gjorde Alphabet det samme og vandt 0,6 pct., mens Meta Platforms steg 0,5 pct.
Der var også fremgang i sundhedssektoren, som steg 1,1 pct., og hvor Unitedhealth, USA's største sygekasse, vandt 4,6 pct. Desuden steg Novo-konkurrenten Eli Lilly 2,1 pct., ligesom Merck blev løftet 2,3 pct.
.\\˙ MarketWire