Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Danmarks/Danske Bank: Skruer op for inflationen i år og næste år

4/4 06:34

Danske Bank går fra en negativ til en positiv vækst i bruttonationalproduktet, BNP, i år, mens der ligeledes skrues op for årets prisstigninger i forhold til tidligere.

Det fremgår af en dugfrisk analyse fra banken tirsdag.

- Dansk BNP-vækst tegner betydeligt bedre end ventet i sidste prognose, blandt andet på grund af en stor fremgang i medicinalindustrien - men uden for den er der stadig udsigt til afmatning, skriver banken i prognosen og fortsætter:

- Inflationen er faldende takket være lavere energipriser, men kerneinflationen er fortsat høj, og med udsigt til ganske solide lønstigninger kommer det til at trække ud med at få inflationen ned på to procent igen.

Danske Bank ser en BNP-vækst i år på 0,5 pct. mod tidligere en tilbagegang på 1,0 pct. For 2024 skruer der også op for væksten til 1,3 pct. mod tidligere 1,0 pct.

For inflationen lyder prognosen på 5,1 pct. i år og 3,6 pct. næste år mod tidligere ventet 4,9 pct. og 2,0 pct.

Arbejdsløsheden ventes at stige til 88.700 i år mod tidligere forudsete 76.200 personer.

- Vi er inde i en afmatning, hvor arbejdsløsheden langsomt er på vej op. Danmark og de fleste andre lande oplever faldende inflation, men det underliggende inflationspres er stadig alt for højt, og det betyder udsigt til flere opstramninger i form af rentestigninger ud over effekten af de rentestigninger, der allerede er sket. Vi tvivler på, at det faktisk vil lykkes at få inflationen hele vejen ned til 2 pct. i år eller næste år, men vi er nødt til at bevæge os den vej, påpeger bankens cheføkonom, Las Olsen, i prognosen under navnet "Afmatning skjult bag medicin-boost".

LAVERE ENERGIPRISER - HØJERE LØN

Inflationen trækkes ned af energi, men op af løn.

- Inflationen er som ventet faldet ganske kraftigt (fra 10,1 til foreløbig 7,6 pct.) siden toppen i oktober. Det er energipriserne, der har trukket inflationen ned, mens der stadig ikke er tegn på mere afdæmpede prisstigninger mere generelt, fremgår det af prognosen.

Og at prisstigningerne sker i et lavere gear kan skyldes, at virksomhederne ikke er færdige med at sende højere inputpriser videre til forbrugerne, påpeger Danske Bank.

Til gengæld trækker relativt høj lønvækst op i omkostningerne, og samlet har banken opjusteret forventningerne til prisstigningerne.

- Det er klart, at der er meget stor usikkerhed om inflationsudsigterne, og ikke kun på grund af energipriser, råvarer og andre globale forhold. Det store samlede efterspørgselspres i dansk økonomi har ind til videre ikke udløst et større selvstændigt pres for højere priser, men det kan godt komme til at ske, står der i prognosen.

Danske Bank påpeger også, at lønudviklingen tegner til at blive noget stærkere, end der lå til grund i den seneste prognose.

- De netop overståede overenskomstforhandlinger vil med al sandsynlighed give et betragteligt løft til de aftalte lønninger, der dækker størstedelen af det danske arbejdsmarked. Da vi samtidig forventer en forholdsvist begrænset svækkelse af arbejdsmarkedet generelt, er der god grobund for høje nominelle lønstigninger.

- Hvor meget det oversættes til reallønsfremgang afhænger af prisudviklingen, men vores nuværende prognose peger på en genopretning af reallønnen inden udgangen af 2024, skriver banken.

.\\˙ MarketWire