USA/åbning: Fedex og Johnson & Johnson trodser trægt marked
5/4 15:44
De amerikanske aktier er startet blandet og med små udsving onsdag efter gennemgående moderate fald tirsdag, hvor en stime på fire handelsdage i træk med plusser blev brudt.
Frygten for recession er igen vendt tilbage, og samtidig blev markedet tirsdag også ramt af nogen grad af gevinsthjemtagning efter den gode stime.
Generelt er aktiviteten frem mod påskeferien dog på et meget lavt blus, og omsætningen er lavere end det normale gennemsnit.
S&P 500-indekset falder efter godt fem minutters handel med 0,2 pct., Nasdaq-indekset bakker med 0,5 pct., og Dow Jones-indekset stiger omvendt med 0,2 pct.
Blandt enkeltaktierne tilrager blandt andet pakke- og transportselskabet Fedex sig opmærksomhed med en melding om øget udbytte og en konsolidering af driftsselskaberne i koncernen.
Med sig i baghovedet har investorerne også en svag arbejdsmarkedsrapport fra ADP, der viste en noget lavere jobvækst end ventet på det private arbejdsmarked i marts.
Det følger efter en statistik fra tirsdag, der viste det laveste antal åbne stillinger i USA i omkring to år.
Onsdagens jobtal fra ADP viste en jobskabelse i det private amerikanske erhvervsliv på 145.000 i marts - langt under konsensus blandt økonomerne om en jobskabelse på 210.000 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Det hører dog også med til historien, at tallet for februar samtidig blev oprevideret en smule til 261.000 fra tidligere oplyst 242.000.
FEDEX BELØNNES FOR KONSOLIDERING OG UDBYTTELØFT
Pakkeselskabet Fedex vil øge sit udbytte med 10 pct. og konsolidere sine driftsselskaber ind i én samlet organisation.
Det oplyser selskabet frem mod en investordag onsdag.
Ved at samle driftsselskaberne mener selskabet, at det kan skabe effektivitetsgevinster, der vil "forbedre virksomhedens evne til at imødekomme kundernes skiftende behov og i sidste ende opbygge en stærkere, mere profitabel virksomhed."
Samlingen omfatter Fedex Express, Fedex Ground, Fedex Service og andre selskaber, som samles i Federal Express Corporation.
Konsolideringen ventes fuldt implementeret i juni 2024.
Fedex-aktien stiger med 3,6 pct. til 234,58 dollar i den tidlige handel onsdag.
JOHNSON & JOHNSON LØSER SØGSMÅL MED FORLIG
Med fremme er også biotek- og medicinalkæmpen Johnson & Johnson, som løftes med 3,7 pct. til 164,30 dollar på baggrund af et forlig i alle sager om kræft relateret til selskabets talkumbaserede babypulver.
Forliget omfatter en betaling på 8,9 mia. dollar og sætter dermed punktum for alle sagerne.
Johnson & Johnson har fra i år stoppet produktionen og salget af babypulveret over hele verden på bagkant af en lang række søgsmål, hvor kvinder mener at have fået kræft i æggestokkene ved at have brugt pulveret.
På negativsiden falder Western Alliance Bancorporation med 8,7 pct. til 30,59 dollar, efter at banken fra Phoenix i staten Arizona har offentliggjort en opdatering for første kvartal, der har fået analytikerne til at rejse en række spørgsmål, skriver Bloomberg News.
Blandt andet har det skabt frustration, at der ikke fremgår en klart udspecificeret oversigt over bankens indlån og ind- og udstrømningen af kapital i opdateringen.
Det giver nervøsitet på bagkant af krakkene i tre mindre amerikanske banker i starten af marts.
.\\˙ MarketWire