Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Aktier sætter sig igen - nyt pres på it og på Tesla

5/4 18:21

De amerikanske aktier fortsætter onsdag udviklingen fra tirsdag ved at køle lidt af og falde tilbage efter de foregående ugers fremgang.

Onsdagens nøgletal har ellers overrasket til den negative side, men investorerne har allerede længe indregnet, at den amerikanske centralbanks rentebane snart vil vende rundt og byde på rentenedsættelser, og derfor fokuseres på risikoen for en recession frem for udsigten til lavere inflation.

Dårlige nyheder er altså igen blevet til dårlige nyheder.

Det er igen de defensive sektorer, som klarer sig bedst onsdag, mens vækstaktierne trods lavere markedsrenter igen onsdag falder mest, ligesom de cykliske brancher er under pres.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, mister kl. 12.15, amerikansk østkystid, 0,5 pct., mens Dow Jones stiger med små 0,1 pct. Nasdaq har det sværest og taber 1,5 pct.

- Jeg er i den lejr, hvor dårligt nyt er dårligt nyt, siger Marija Veitmane, researchchef hos State Street, til The Wall Street Journal.

- I denne uge indser vi, at vi undgår en bankkrise, men frygten for økonomien er der stadig. Vi går fra en finanskrise til en cyklisk opbremsning.

SVAGE NØGLETAL

Onsdag viste ADP's jobrapport, der ses som en vejrhane for fredagens officielle jobrapport fra arbejdsministeriet, at der i marts blev skabt 145.000 nye jobs, mens 210.000 ifølge Bloomberg news var ventet.

Desuden blev PMI, indkøbschefernes syn på aktiviteten i marts, kraftigt nedrevideret, mens ISM's serviceindeks også faldt mere end ventet.

Investorerne har ellers længe spejdet efter svage nøgletal, især fra arbejdsmarkedet, da lønningerne stadig stiger, fordi det vurderes at være en forløber til en afdæmpning af inflationen. Det ville give rum til, at Federal Reserve kan indstille sine stramninger.

Efter ni løft på stribe er renten nu i 4,75-5,00 pct., men banken indikerede senest i marts, at den skal et nøk højere op i 5,125 pct.

Markedet ser derimod centralbankens rente toppe i maj i 4,92 pct., inden den vil blive sat ned omkring tre-fire gange frem mod nytår i 4,00 pct.

PRES PÅ VÆKST

I S&P 500 klarer forsyning, der gavnes af lavere renter, sig igen bedst med et plus på 2,2 pct., mens sundhed, der også har mange defensive karakteristika, stiger 1,6 pct. Der er sideløbende fremgang til defensive dagligvarer på 0,7 pct.

I den anden ende falder cyklisk forbrug med 2,2 pct., mens it mister 1,8 pct. Der er igen også pres på cykliske sektorer med minus på 1,3 pct. til industri, ligesom råvarer og materialer bakker 0,8 pct.

Det er de store teknologinavne, som trækker markedet i rødt onsdag. Inden for it falder Apple 2,0 pct., mens Microsoft mister 1,4 pct. Desuden dykker chipkæmpen Nvidia 3,6 pct., mens konkurrenten AMD mister 4,2 pct.

I cyklisk forbug er der igen pres på Tesla med et minus på 4,4 pct. Elbilaktien har nu tabt 11,3 pct., siden koncernen i weekenden offentliggjorde skuffende leverancetal for første kvartal. I samme sektor dykker Amazon, der ellers tirsdag blev holdt op af en positiv analyse fra Morgan Stanley, også med 2,7 pct.

I kommunikationsservice er der ligeledes et minus ud for Meta Platforms på 1,8 pct., mens Alphabet bakker 0,6 pct.

I industrisektoren fortsætter presset på Deere med et fald på 6,0 pct. Traktorproducentens aktie faldt også med 4,2 pct. tirsdag. Caterpillar, som producerer entreprenørmaskiner, mister desuden 1,8 pct. efter tirsdagens dyk på 5,4 pct.

Fedex vinder omvendt inden for industri frem med 0,7 pct., da logistikkoncernen har øget sit kvartalsudbytte med 10 pct. og annonceret besparelser for 4 mia. dollar.

LØFT TIL SUNDHED

Det går dog bedre for aktierne i sundhedssektoren, hvor Unitedhealth Group, USA's største sygekasse, løftes 3,2 pct.

Johnson & Johnson vinder også frem med 3,3 pct., da medicinalkæmpen tirsdag aften foreslog et forlig på 8,9 mia. dollar for at afslutte mere end 40.000 søgsmål relateret til koncernens potentielt kræftfremkaldende babypudder.

Trenden er dog bred for branchen med plusser på 2,4-3,1 pct. til Pfizer, Eli Lilly og Merck.

.\\˙ MarketWire