Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo på vej mod rekord: Markedsværdi passerer 2500 mia. kr.

13/4 16:03

En markant opjustering fra Novo Nordisk bliver torsdag fejret med endnu en kursrekord, der har sendt markedsværdien over svimlende 2500 mia. kr.

Novo ligger torsdag eftermiddag 1 pct. højere i 1115,60 kr. og er samlet steget 11,20 kr.

Dermed er markedsværdien fraregnet Novos beholdning af egne aktier steget med over 25 mia. kr. til 2509 mia. kr. Det er mere end ti gange så meget, som værdien af A.P. Møller-Mærsk.

Fremgangen til Novo kommer efter et jubelår, der foreløbigt har kastet adskillige lukkerekorder og et samlet afkast på 20 pct. af sig opgjort inklusive udbytte.

En stor del af dagens opjustering har da også været ventet, vurderer børshuset Jefferies.

- Konsensus ligger i øjeblikket omkring bunden af den opjusterede prognose, men lå markant over de tidligere mål, skriver børshuset i en kommentar.

MASSIV OPJUSTERING

Samlet kan der dog ikke herske tvivl om, at der er tale om en opjustering af de helt store.

- Det er altså også værd at bemærke, at når man når op i en størrelse som Novo Nordisk, så vokser man ikke sådan her per automatik. Det er en vanvittig høj vækst for et selskab i den størrelse, siger Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, til MarketWire.

Novo venter nu en vækst i omsætningen målt i lokal valuta på 24-30 pct. mod tidligere 13-19 pct.

Målt på driftsresultatet, EBIT, ser Novo nu en vækst i år på 28-34 pct. mod tidligere 13-19 pct. Også her er der tale om vækst målt i lokal valuta.

Målt i danske kr. kan prognosen ifølge Jefferies oversættes til en omsætning i år på 212-222 mia. kr. og et driftsresultat på 91-95,5 mia. kr.

Sidste år viste de tilsvarende poster en omsætning på lige under 177,0 mia. kr. og et driftsoverskud på 74,8 mia. kr.

Novos massive vækst er ifølge Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen nærmest udelukkende drevet af supersællerterne, Wegovy mod fedme og Ozempic til behandling af type 2-diabetes.

- De har bare fundet en guldåre. At et selskab i den størrelse og den kaliber, som Novo har, kan vokse i den størrelsesorden, tror jeg vil gøre mange andre selskaber grønne af misundelse, siger Sydbank-analytikeren.

Han peger på, at Novos prognose indikerer, at toplinjen alene i år vokser med omtrent 40 mia. kr., eller to gange den estimerede omsætning i Lundbeck, der venter et salg på 19,4-20 mia. kr.

.\\˙ MarketWire