Johnson & Johnson opjusterer forventningerne til 2023
18/4 12:29
Medicinalgiganten Johnson & Johnson har tirsdag opjusteret forventningerne til hele 2023 efter et stærkt første kvartal.
Johnson & Johnsons omsætning oversteg analytikernes forventninger på tværs af samtlige divisioner, og også det justerede resultat per aktie endte bedre end ventet.
Aktien stiger 1,4 pct. til 168 dollar i det amerikanske formarked.
Medicinalselskabet venter nu i 2023 et justeret resultat per aktie på 10,60-10,70 dollar, hvor analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med 10,52 dollar per aktie. Tidligere ventede Johnson & Johnson et justeret overskud per aktie på 10,45-10,65 dollar.
Dertil er forventningerne for omsætningen hævet til 97,9-98,9 mia. dollar fra tidligere 96,9-97,9 mia. dollar. Her ventede analytikerne et salg for 97,73 mia. dollar.
Johnson & Johnson omsatte i første kvartal for 24,75 mia. dollar, svarende til en vækst på 5,6 pct., mod ventet 23,65 mia. dollar.
Det justerede resultat per aktie landede på 2,68 dollar fra 2,67 dollar i første kvartal af 2022. Analytikerne havde ventet 2,52 dollar per aktie.
.\\˙ MarketWire