Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Topchef: Opjustering i Topdanmark drevet af afkast og skadesforretning

25/4 10:14

Et stærkt investeringsafkast og en sund skadesforretning bidrog begge til Topdanmarks opjustering af prognosen for 2023.

Der er tale om en ren opjustering, da de nye regnskabsregler IFRS17 allerede var taget i brug ved offentliggørelsen af den tidligere prognose.

Det forklarer Peter Hermann, der er administrerende direktør i Topdanmark, til MarketWire.

Opjusteringen følger tre måneder, der trods regn, sne og stormen Otto, viste en større fremgang sammenlignet med samme periode af 2022, end analytikerne havde ventet.

Forsikringsselskabets tidligere prognose blev også lavet efter IFRS17, og der er således intet regnskabsteknisk bag de nye forventninger om et nettoresultat på 1150-1410 mio. kr. og en combined ratio eksklusive afløb på 82,5-85,5.

Tidligere var der ventet et overskud på 1050-1310 mio. kr. og en combined ratio før afløb på 83-86. Desuden ventes uændret en præmiefremgang på 2-3,5 pct.

- Da vi lavede vores prognose, var det også på IFRS17, og når vi sammenligner med sidste års kvartal, har vi også ændret de tal til IFRS17, siger Peter Hermann og tilføjer, at de nye regnskabsregler i det store hele har begrænset effekt på selskabets tal.

- Opjusteringen for året skyldes investeringsafkastet, der er bedre end ventet, fortsætter han.

Dertil har Topdanmark landet et bedre resultat for skadesforretningen i første kvartal som følge af afløbsgevinster for tidligere år. Det løb i årets tre første måneder op i 521 mio. kr. mod ventet 466 mio. kr. og 174 mio. kr. i samme periode af 2022.

Det eneste hår i suppen i regnskabet er Topdanmarks combined ratio før afløb, der landede på 85,9, mens analytikerne havde udset sig 85,1. Der er dog tale om en markant forbedring fra 89,1 sidste år.

Forklaringen lyder ifølge Peter Hermann, at frekvensen af motor- og ulykkesskader er steget, da nedlukning i dele af sammenligningsperioden mindskede bilkørsel og motion hos selskabets kunder.

Opsummeret kommer Topdanmark godt ud af første kvartal, der historisk er betragtet som det svageste for året, påpeger topchefen.

"TOUGH" GENFORSIKRINGSMARKED

Et strammere marked inden for genforsikring er uændret et gennemgående tema i branchen i første kvartal.

- Der er ikke nogen tvivl om, at genforsikringsmarkedet er blevet mere strengt. Det er blevet et hårdere marked. Vi oplever over en bred kam - og det kan jeg også høre og læse fra konkurrenter og kolleger i branchen - at genforsikringsmarkedet er blevet mere "tough", siger Peter Hermann til MarketWire.

Foruden stigende priser kræves nu også en højere selvrisiko, forklarer han.

Flere af Topdanmarks genforsikringer blev fornyet med årsskiftet, mens andre skal fornyes i løbet af året. Heriblandt er katastrofeforsikringen, der skal fornyes per 1. juli, og forsikringsselskabet er derfor i forhandlinger med forskellige leverandører for at få en genforsikring i stand.

.\\˙ MarketWire