Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

GN vil præsentere ny kapitalplan snart - frasalg er på bordet

27/4 06:24

GN vil inden for kort tid præsentere et nyt bud på en løsning på kapitaludfordringerne i selskabet.

Det fremgår af regnskabet for første kvartal, der er blevet præsenteret før tid onsdag aften.

Af regnskabet fremgår det, at der med kort tidshorisont vil blive præsenteret en ny kapitalplan, hvor målet er at dække den gæld, der udløber i 2024 og 2025.

Frem til udløbet af den første store obligationsserie i maj næste år har GN likviditet nok, fremgår det desuden af regnskabet.

De tre hovedpunkter i kapitalplanen er et stærkt operationelt fokus på pengestrømmene, frasalg af "udvalgte" aktiver samt muligheder på gælds- eller aktiemarkedet.

- Lige nu har GN en positiv pågående dialog med sine kernebanker for at undersøge yderligere muligheder for finansiering. Det langsigtede gearingsmål på 1-2 gange driftsresultatet (EBITDA) blev bekræftet i februar 2023, men tempoet i nedbringelsen af gælden forventes at blive lavere end oprindeligt planlagt, mens finansposterne ventes at stige betydeligt på grund af tilbagetrækningen af forslaget om en emission, skriver GN i regnskabet.

- Den nye plan vil forsøge at ramme den rette balance mellem de nuværende markedsudfordringer og fremtidige betydelige vækstmuligheder, der giver GN mulighed for at agere på markedsandelsmuligheder på både kort og lang sigt, fortsætter selskabet.

KOM I GÆLDSVANSKELIGHEDER EFTER STORT OPKØB

GN er kommet i vanskeligheder på grund af en stor gæld, som selskabet pådrog sig i forbindelse med opkøbene af Lively og særligt Steelseries i slutningen af 2021.

De ramte lige før en stor nedtur på gaming-markedet, der har været presset af et svært sammenligningsgrundlag oven på rekordsalg under coronapandemien, kraftigt stigende inflation og heftigt faldende forbrugertillid i løbet af et tungt 2022, der var presset af Ruslands invasion af Ukraine, og den høje inflation, der siden har medført hurtige og kraftige renteløft fra centralbankerne.

Det har samtidig betydet, at låneomkostningerne er steget enormt, når store dele af gælden skal refinansieres næste år.

De svære markedsbetingelser har samtidig betydet et kraftigt fald i driftsresultatet, hvilket blot har løftet den finansielle gearing hos GN yderligere til langt over målsætningen på 1-2 gange driftsresultatet, EBITDA.

Ved udgangen af første kvartal var den nettorentebærende gæld hos GN på 15.275 mio. kr. Gearingen var på 7,0 gange EBITDA. Det skal sammenlignes med en nettogæld på 13.694 mio. kr. et år før og en gældsgearing på 5,9 gange driftsresultatet.

Tilbage i marts måtte GN-bestyrelsen i ellevte time droppe en foreslået kapitaludvidelse på op til 7 mia. kr. i form af en aktieemission.

Forslaget skulle have været til afstemning på den ordinære generalforsamling i marts, men dagen inden selve generalforsamlingen oplyste GN, at forslaget blev trukket fra dagsordenen, fordi forhåndsstemmer havde vist, at der ikke kunne opnås tilstrækkeligt med stemmer for.

.\\˙ MarketWire