Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

BP overrasker positivt trods svær sammenligning i første kvartal

2/5 08:48

Det britiske energiselskab BP klarede sig gennem første kvartal i pæn form, om end indtjeningen ikke helt kunne følge med sammenlignet med sidste år, hvor Ruslands krig i Ukraine pressede olie- og gaspriserne til rekordhøje niveauer.

Overordnet svandt BP's justerede overskud ind med 21 pct. sammenlignet med første kvartal af 2022. Analytikerne havde dog ifølge Bloomberg News ventet en mere væsentlig tilbagegang.

Som konsekvens af det lavere indtjeningsniveau har BP måttet begrænse sit aktietilbagekøbsprogram, der løber i andet kvartal, til 1,75 mia. dollar. Til sammenligning tilbagekøbte BP aktier for 2,5 mia. dollar i samme kvartal af 2022.

- Vi fortsætter med at levere for aktionærerne gennem disciplinerede investeringer, nedbringelse af nettogælden og større distribution, siger administrerende direktør Bernard Looney i regnskabet.

BP realiserede i første kvartal et justeret nettooverskud på 4,96 mia. dollar. Selv om det var 21 pct. under resultatet sidste år på 6,25 mia. dollar, havde analytikerne blot ventet 4,28 mia. dollar - en tilbagegang på 31,5 pct.

Det justerede driftsoverskud blev opgjort til 9,22 mia. dollar mod ventet 8 mia. dollar.

Her udgjorde olieforretningen 3,32 mia. dollar, hvilket var noget lavere end de 3,61 mia. dollar, som analytikerne havde udset sig. Omvendt bidrog forretningen for gas og lavemissionsenergi med 3,46 mia. dollar, hvilket var betydeligt over konsensus på 2,73 mia. dollar.

BP ser i andet kvartal en lavere "upstream"-produktion - det tæller opdagelse og udvinding af olien eller gassen.

Overordnet vil det britiske energiselskab dog sætte skub i produktionen af olie og gas og samtidig øge investeringerne i lavemissionsenergi. I april købte BP en boreplatform i Den Mexicanske Golf med henblik på at øge olieproduktionen.

.\\˙ MarketWire